Hvorfor ikke forsøde undervisningen med en sansekasse fra Indien? Lade eleverne få lov til at røre, føle, dufte, se og smage et land som opkvikkende supplement til den væsentligt mere tørre bog? Den katolske nødhjælpsorganisation Caritas Danmark er afsender, og indholdet er hentet i delstaten Manipur, Indien. Det første, der møder mig, er en svag duft af krydderi. Jeg finder to poser: én med noget gult pulver og én med påskriften "ARSHAMAH (JAUNDICE)". Det er gurkemeje og medicinske planter fra urskoven. Den sidste skulle virke mod gulsot.

Det næste, mit øje møder, er et smukt, vævet tørklæde i en noget stiv udgave. Jeg forsøger først at sno det om halsen, men må hurtigt tage det af igen. Det kradser. På et billede opdager jeg, at jeg gør det helt forkert. Den indiske dreng har det hængende fra den ene skulder som en slags orden, mønsteret i vævningen er stammens varemærke. Der er 35 forskellige stammebefolkninger og under dem "understammer" med hver deres kultur og traditioner.

Øreringe, armbånd og et spejl, man kan beundre sig i. En hinduistisk bedekrans og en katolsk rosenkrans. Målgruppen er indskolingen og mellemtrinnet, og hensigten er klar: Ved at sanse de originale effekter bliver landet og levevilkårene mere "konkrete og nærværende". Derfor er der samlet et lille sortiment til låns for skoler. For at gøre opmærksom på et område af verden, det kan være svært at indhente viden om, og for at fortælle, hvordan nødhjælpen skaber resultater og fremgang.

Jeg er glad for, at der følger et hæfte med til at sætte kassens indhold ind i en større kontekst. "Manipur - Indiens perle" er titlen, og her får sansekassen sin endelige berettigelse.