"... Dannelse handler ikke kun om at tilegne sig viden, men også om at finde og skabe mening med tilværelsen. At finde et projekt". Dette citat fra bogens bagside illustrerer meget godt den uklarhed, som karakteriserer Øhrstrøms "projekt". For eksempel indrammes bogen af påstandene, at dannelsesbegrebet indtil for nylig var "forkastet som støvet og stift" (i forordet) og "Begrebet 'dannelse' har ikke været i høj kurs længe" (i efterordet af Jan Lindhardt). Mener de to forfattere alvorligt, at menneskers søgen efter at finde og skabe mening med tilværelsen, som bagsideteksten taler om, længe har været sat ud af kraft? Eller mener de, at det gælder for "nogen", men altså ikke for de "(livs)kloge mennesker, der ud fra hver deres personlige og faglige vinkel har reflekteret kvalificeret over, hvad dannelse er for dem - og hvad der har dannet dem"?

Svaret blæser i vinden, men de 15 interviewede er alle vilde med dannelse, siger Øhrstrøm.

De bidrager på forskellig vis til at tegne billedet af et bredt og nuanceret dannelsesbegreb, og de viser mange dannelsesveje. Jeg vil fremhæve nogle enkelte bidrag, fordi de tydeliggør variationen i de måder, vi forstår og taler om dannelse på, og fordi de ikke blot taler om dannelse, men også gør det på en dannet måde - de ved tydeligvis, hvad de taler om.

Per Øhrgaard refererer til Goethe-tidens dannelsesideal, at ethvert menneske kan udvikle sig til et frit tænkende individ, der kan optræde myndigt i verden og opfører sig anstændigt over for andre. Joakim Graff fremhæver, at dannelse og uddannelse er to sider af samme sag, der drejer sig om at lære sig selv, den anden og verden at kende. Lars-Henrik Schmidts "elegante" definition på dannelse lyder: En selvforsikrende selvoverskridelse, en dannelse, som virkeliggøres i mødet med andre. Lotte Svendsens dannelsesideal er at kunne sige: "Jeg har tre skovle, du får den ene".

Der kunne fremhæves flere bidrag, som lever op til de formulerede kriterier, men der er også bidrag, der taler om dannelse, men som efter min mening ikke gør det på en dannet måde. Et par af de interviewede langer bredt ud efter folkeskolen på en måde, som dels afslører manglende viden, dels vanskeliggør en dannet dialog. For eksempel skriver Anne Knudsen, at "i 1960'erne var skolerne ikke gået op i rundkredse og bongotrommer, men det var sidste udkald. For jeg blev student i 1967". Og Jan Lindhardt ved ikke, at både erfaringspædagogik og kritisk pædagogik rummer et dannelsesideal.

Jeg er i tvivl om, hvem bogens målgruppe er. Nogle af interviewpersonerne er fagpersoner, når det drejer sig om dannelse. Deres bidrag kan have interesse for lærere og lærerstuderende, men kan måske med fordel læses i netop faglitteraturen. Den dannede borger kan måske lade sig inspirere af, hvad en "kendt" person har at sige om dannelse?