Sidste efterår lovede bookmakerne ikke store gevinster, hvis man ville tippe på, at forhandlingsfællesskabet KTO kunne blive enig med de kommunale arbejdsgivere ved 2008-forhandlingerne. Til gengæld var kommentatorer og arbejdsmarkedsforskere ved at falde over hinanden i iver efter at spå sammenbrud, storstrejke og regeringsindgreb. Men mod alle odds satte KL's nye topforhandler, Frederiksbergs konservative borgmester Mads Lebech, og KTO's nye formand, Anders Bondo Christensen, sig sammen og præsterede det umulige: De indgik et forlig, som langt hovedparten af KTO's 47 medlemsorganisationer tilsluttede sig. Selv et benspænd i sidste øjeblik fra finansminister Lars Løkke Rasmussen klarede de med en elegant løsning, der sikrede de ansatte flere penge - uden at overliggeren på 12,8 procent blev rørt - sådan rent aftaleteknisk!

Fag og Arbejde, FOA, satsede tidligt på at køre sit eget løb, og reklamebureauer og medieejere har været lykkelige, for forbundet har siden da tæppebombet landet med dyre annoncer, og enmandshæren, Dennis Kristensen, har dag efter dag optrådt i tv, radio og aviser. Det har været imponerende at se, hvordan journalister nærmest kritikløst har ageret juhu-kor. Den eneste, der næsten kunne konkurrere med ham, var Sundhedskartellets Connie Kruckow.

Men i al medielarmen om, hvornår regeringen hele tiden nu-nu-nu »logisk set og nødvendigvis« måtte gribe ind, har der ikke været megen fokus på, at først FOA's og senere BUPL's landing af konflikten kun har været mulig, fordi KTO meget tidligt aftalte en såkaldt »skævdeling«. KTO havde så at sige allerede reserveret pengene til dem. Som arbejdsmarkedsforsker Jesper Due sagde det til Ritzau i sidste uge: »Selv om Dennis Kristensen og FOA på papiret har fået meget ud af forhandlingerne, så er det forhandlingsfællesskabet KTO, der har gjort det muligt for FOA og nu BUPL at få lidt ekstra«.

Med andre ord: Den danske model virker. Og den virker, selv når der konfliktes, og forhandlingerne bliver komplicerede. Selv når interesserne stritter i flere retninger, kan det lade sig gøre at nå frem til holdbare løsninger.

Denne lavmælte historie er der dog ikke mange medier, der fortæller ret meget om. Og den er da også meget mindre dramatisk end Sundhedskartellets mavelanding af et forlig på 13,3 procent. Der er ikke alene rigtig langt op til de ultimative 15 procent. Med den lønstigning vil det tage sygeplejerskerne 10-12 år at fylde strejkekasserne op igen!

Sundhedskartellet valgte at melde sig ud af forhandlingsfællesskabet for fire år siden. 2008-resultaterne viser, at det er det seje, fælles træk, der virker. I det lange løb. Men den glædelige historie, at systemet virker, sælger godt nok ikke mange aviser.

-th