Socialforskeren, cand.psych. Bo Ertmann, fra Danmarks Lærerhøjskole er træt af den aktuelle danske børnedebat, der har så travlt med at fokusere på defekter som 'danske børn er urolige', 'små egoister' og 'de kan hverken læse, skrive eller regne'.

- Vores måde at debattere børn på er meget lidt frugtbar. 'Urolige børn' er en overfladisk forståelse. Der er måske tale om en spændingstilstand, der kommer til udtryk, når vi er for dårlige til at tackle det. Men vi overfokuserer på uromomentet og kommer med nogle meget overfladiske forklaringsmodeller. I stedet skal vi grave et spadestik dybere og spørge: Hvad er dén spændingstilstand i børnetilværelsen udtryk for?

- Jeg synes, man tolker den internationale og den nordiske læseundersøgelse meget snævert. Debatten går på snævre faglige diskussioner om børns læsefærdigheder og ordforråd, det vil sige med en stærk vægt på børns kognitive kompetence.

- Jeg er frygtelig ked af den diskussion. For det, der sker, er, at vi har udsat vores børn for at leve et liv, som kræver, at de må udvikle nye færdigheder. Dette børneliv tvinger dem til at være selvstændige aktører. Børn i dag er arkitekter i deres eget liv.

Han mener, at danske børn er præget af, at de fra en tidlig alder er blevet passet uden for hjemmet. Ni ud af ti danske børn under ti år har en mor, der er gået ud på arbejdsmarkedet, og det betyder noget for det familieliv og dermed den hverdag, danske børn har.

- Den frygt, der har grebet os alle, går på, om det betyder, at familien mister sin betydning, og at vi derfor får nogle forvirrede, holdningsløse børn, der er tenderende defekte, identitetsløse, skrøbelige og mere udsatte.

- Set i europæisk perspektiv er Danmark enestående, fordi vore børn passes uden for hjemmet, allerede fra de er et halvt år. Det betyder, at relationerne til andre voksne og børn uden for familien får en stadig større vægt. Disse relationer er afgørende for børn og deres udvikling i forhold til, hvordan de orienterer sig i tilværelsen. Vi bliver altså nødt til at udvide perspektivet fra de snævre familiære rammer.

Forskeren ser en tendens til, at børn i dag spejler sig i de vigtige voksne, der omgiver dem uden for familien: pædagogen, læreren. Han kan se, at det er her, nyskabelsen ligger.

- Det lægger igen op til en diskussion om, hvordan man kan lave en ordentlig arbejdsdeling mellem læreren, pædagogen og forældrene om at tage vare på børnene.

- Vi skal ikke være så forskrækkede over tanken om at lukke op for et betydeligt samarbejde om at løse de opgaver. Nu hvor pædagogerne er kommet på gæstevisit via skolefritidsordninger, har vi forudsætningerne for at se, om der skulle ligge et potentiale, som man kunne inspireres af i stedet for forskrækket at forsvare sig bag sine fæstningsværker.

- Jeg tror, at den traditionelle skoleundervisning kunne frugtbargøres i dialog med pædagogerne i daginstitutionsverdenen, hvis lærere og pædagoger blev bedre til at udnytte hinandens fordele. Der er brug for en ny form for professionel udøvelse, både i daginstitutionerne og i skolen.

Bo Ertmann er sammen med professor dr.phil. Per Schultz Jørgensen ved at lægge sidste hånd på en fællesnordisk undersøgelse om tiårige børns opvækstnetværk for netop at finde ud af, hvor meget belæg der er for den frygt, der udtrykkes omkring børn i dag. For fire år siden lavede de to forskere en rapport for Socialministeriet om 'risikobørn', der viste, at for det store flertal af danske børn sker der en god udvikling, mens der er en ophobning af problemer omkring en mindre del.

- Det, der er sket, er, at børnetilværelsen er blevet polariseret. Det glemmer vi lidt. For hvis vi taler om det store flertal af børn, klarer de sig ganske ypperligt. Der sker store forandringer, men ikke dér, hvor debatten kører.

Ifølge ham lever danske børn deres hverdagsliv i mange arenaer: familien, skolen, fritidslivet og i samværet med kammeraterne.

Det har de for så vidt altid gjort, siger han.

- Men det nye er, at de forskellige livsområder - arenaer - har fået en meget selvstændig status. Familien er med dens holdninger og værdier én arena, mens skolen er en anden arena med et andet sæt normer og spilleregler. Og de eneste, der 'bærer bud' mellem disse arenaer, er børnene. Det er børnene selv, der skal få de forskellige livsområder til at hænge sammen. Det kræver nogle nye kompetencer hos vore børn, før de kan finde ud af at orientere sig i det nye børneliv.

- Det må vi blive bedre til at hjælpe dem med. Det handler om relationer, men det handler også om arbejdsdeling: I stedet for de gensidige bebrejdelser, hvor lærere og pædagoger beskylder forældrene for at være for slappe og omvendt, må de professionelle gå ud for at møde familierne og aftale arbejdsdelingen. Ikke for at de professionelle skal overtage familiens funktion, men for at de voksne, der er vigtige i børnenes liv, skal tage en komplementær rolle. Vi må tage hul på en diskussion om, hvad det vil sige at få en fornuftig helhed ud af de børn, vi har.

Internationale skoleundersøgelser viser, at der er en meget stærk kobling mellem den værdiorientering, forældrene har i synet på opdragelse, og på den, man kan finde hos børn. Man har bedt børn og forældre sige, hvilken række udsagn de kunne identificere sig med, og det viste sig, at danske børn lå meget langt ude af den akse, der hed 'altruisme', det modsatte af egoisme - det vil sige 'menneskekærlighed' og 'uegennyttighed'. At de kan omgås andre mennesker og er gode til at samarbejde. Samtidig var de meget individualistiske, og de to ting, altruisme og individualisme, er netop det, vi forbinder med 'modernitet'.

- På den baggrund kan vi konstatere, at Danmark er det mest modernitetsprægede land i Europa. Det, at vi har det højeste antal kvinder på arbejdsmarkedet og europæisk rekord i skilsmisser, skaber nogle betingelser, der gør, at vi får et børneliv, der skaber grobund for denne profil.

- Danske børn lever efter min mening op til det, som enhver moderne produktionsvirksomhed vil efterspørge: evner til samarbejde, dialog, kommunikation. Alt det, som er centralt for det moderne erhvervsliv.

- Det er altså forenklet, at det handler om familien: det handler om et moderne samfundsliv med meget mere komplekse samspil og flere aktører omkring det enkelte barn.

- Nok er den basale tryghed i familien stadig utrolig vigtig. Men de nye sammenhænge er også ganske centrale i forhold til, om børn kommer til at fungere i det moderne samfund.

For Bo Ertmann peger det i retning af, at vi skal bestemme os for, hvad det er for relationer, vi har til børnene. Det er noget, man har diskuteret meget de senere år i daginstitutionssammenhæng. Her har de længe talt om omsorg og om, hvordan man udvikler daginstitutionerne, og hvilke kvaliteter man skal lægge vægt på, så daginstitutionerne kan blive de rigtige tilbud til familien og børnene.

- Nu er turen kommet til skoleverdenen: hvad er det for relationer, børn og voksne har med hinanden? Hvilken kvalitet har de relationer? Og er det godt nok? Jeg tror, skolen er på vej til at blive en helt central arena i børns liv.

- Det er vigtigt at få skabt sammenhænge, der kan hjælpe børnene videre, og ikke snævert at begynde at fokusere på et lille delområde som fagligheden.

- Selvfølgelig skal børn lære nogle indholdsmæssigt faglige ting. Men hvis børn ikke samtidig får lært sociale kompetencer, vil jeg påstå, at vi får en gruppe meget udsatte børn ud af det. Vi skal passe på, vi ikke gør dem en bjørnetjeneste og lægger vægt på det forkerte.

- Jeg er ikke i tvivl om, hvilken medarbejder Novo Nordisk vil prioritere: nemlig den medarbejder, der ud over det snævert faglige også har nogle samarbejdsfærdigheder. Det er et nødvendigt integreret krav, der må med i uddannelsesperspektivet. Og skolen er kommet et stykke vej. Der er nogle kvaliteter ved den danske skoleundervisning, vi skal holde fast i. Så må vi justere hen ad vejen, siger Bo Ertmann.