Debat

Aktindsigt - en advarsel

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I forbindelse med en forældrestorm i en 2. klasse blev den mandlige lærer skriftligt anklaget for at tage eleverne op at sidde på skødet. Anklagen førte til et møde mellem lærer, inspektør og anklager. Anklagen blev tilbagevist som ubeføjet, og anklageren endte med at indrømme, at den var grebet ud af luften. Resultatet var en uforbeholden undskyldning til læreren i overværelse af inspektøren. Hvorefter anklageren udbeder sig aktindsigt i lærerens sagsmappe. Herved konstaterer det energiske væsen, at den nys tilbageviste og ubeføjede klage ikke forefindes mellem papirerne. Det fører til en klage op i systemet, og det ender med, at inspektøren bliver pålagt at finde sagen frem og lægge den i mappen.

Inspektøren var hildet i den forståelige overbevisning, at en grundløs anklage, der var trukket tilbage og sagt undskyld for, intet havde at bestille mellem lærerens papirer. Det holdt altså ikke stik. Enhver behandlet klage, den være sig nok så grundløs, grebet ud af luften, en paranoids hjernespind, skal ifølge forvaltningsloven forefindes i mappen. Hvilket altså betyder, at forældre på krigsstien har frit spil. De kan pådutte os hvad som helst, og vi kan ikke forsvare os mod, at vores mappe fyldes med ubeføjede sager, falske anklager og løgn og latin. Selv om alt påtegnes med tilbagevisning, har de færreste formentlig lyst til at have den slags liggende i sine gemmer. Man ved jo aldrig, hvem der stikker næsen i ens mappe næste gang og med hvilken hensigt.

Forhåbentlig er foreningen oppe på mærkerne?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Carsten Haag

Lyngby