Forholdene omkring Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Odense er så katastrofale, at man som sagkyndig næsten ikke længere kan stå inde for ens arbejde.

Det udsagn skaber bred enighed hos tre skolepsykologer og en tale-hørepædagog fra Serviceforvaltningen i Odense. De er desuden alle tillidsrepræsentanter.

Alle er også enige om, at 'de har verdens bedste arbejde i verdens dårligste struktur'.

Det handler især på psykologområdet om lange ventelister og om mangel på faglig ledelse. Og om, at sager bliver visiteret af folk, der ikke har faglig indsigt. Det handler også om, at lette sager bliver til tunge sager, og om manglende tid til at lave forebyggende arbejde.

Men først og fremmest handler det om, at børn lades i stikken på grund af for lidt tid og for få ressourcer. Det starter en ond cirkel - for griber man ikke ind, mens problemerne er små, så bliver de større. Og det koster så endnu mere tid og endnu flere penge.

I Odense er der ganske enkelt ikke politisk vilje til at investere i et område som PPR.

Odense Kommune indførte 1. januar 1994 en Børn- og Ungeafdeling. Grunden var, at man ville samle arbejdet omkring børn og unge fra 0-18 år på et sted. Det enkelte barn skulle sættes i centrum, og der skulle laves en helhedsorienteret indsats.

Børn- og Ungeafdelingen er lig med Magistratens 5. afdeling, og den har fire forvaltninger under sig: Service, fritid, institutioner og skole plus et fællessekretariat.

Det tidligere PPR hørte under Skole- og Kulturforvaltningen, efter omlægningen er funktionen nu under Serviceforvaltningen. Før 1994 var der tre store selvstændige afdelinger, nu sidder personalet på fem områdekontorer sammen med kolleger fra den tidligere Socialforvaltning. Nogle steder sidder PPR-folkene stadig sammen, andre steder sidder de i hver sit hjørne af kontoret.

- Man har lavet en struktur, der ikke tager hensyn til kulturforskelligheder mellem faggrupperne eller til, om man er forankret i henhold til bistandsloven, sundhedsloven eller folkeskoleloven i det arbejde, man udfører. Den faglige ledelse er næsten overalt socialrådgivere og sundhedsplejersker. Ingen steder er der psykologfaglig ledelse, fordi kommunen ikke vil betale den overenskomstmæssige løn, siger Kirsten Schmidt, skolepsykolog i distrikt Rosengård.

Odense har haft problemer med at få lederpladserne besat, så man kører med en del konstituerede ledere.

- Der har været stor udskiftning i ledergruppen, og det betyder uendelig meget at skulle forholde sig til nye ledere og fortælle forfra om Adam og Eva hver gang. Vi mangler simpelthen den røde tråd. Bedst som vi sidder og tror, at vi taler et fælles sprog, så snakker vi faktisk i hver vores hjørne, siger Kirsten Schmidt.

Da PPR-kontorerne var selvstændige, var der psykologfaglig ledelse overalt. Og de fire tillidsrepræsentanter er enige om, at selvom Odense længe har været et lavt normeret område, så fungerede det før omlægningen. Det kørte på pumperne, men det kørte.

Skolepsykolog Anni Olesen siger:

- Det er et lavt normeret PPR-område, som man har givet et arbejdsområde mere. Ud over PPR-arbejdet ude på skolerne og i børnehaverne har vi nu fået en anden arbejdsplads samtidig. Og det er Børn- og Ungeforvaltningen med socialrådgivere, støttepædagoger og ledere, der gerne vil rekvirere arbejde fra os i det tværfaglige samarbejde og i koordinering omkring sager. Og hun fortsætter:

- Ideen med en Børn- og Ungeforvaltning er god nok, men ressourcerne og tiden følger ikke med. Vi bliver trukket mere og mere væk fra det, der må være vores primære arbejdsområde - det pædagogiske felt ude på skolerne og i børnehaverne.

Kirsten Schmidt bakker op:

- Vi bruger megen tid på det arbejde, der nu engang ligger i kontorets regi, blandt andet en del administrativt. Samtidig mindsker den øgede tværfaglige virksomhed automatisk tiden til arbejdet med børnene.

Efterhånden har man kun tid til at tage de virkelig alvorlige sager, de tunge sager.

Anni Olsen siger:

- Vores ressourcer er så få nu, så vi hverken kan arbejde forebyggende eller foregribende. Der er kun plads til indgribende arbejde som undersøgelser og foranstaltninger. Jo mere akutte sagerne når at blive, inden vi kan tage os af dem, jo mere omfattende er de. Det betyder mindre tid til rådgivnings- og konsulentdelen.

Ventelisterne i Odense svinger ligesom alt andet fra distrikt til distrikt, men i gennemsnit ligger de på et halvt år for at komme til at tale med en psykolog.

- Lærere og forældre er frustrerede over de lange ventetider, og vi føler det som vores private problem. Systemets problem bliver vores, og ledervisitationen har ikke løst problemet, som tanken var, siger skolepsykolog Elisabeth Jensenius.

Skolelederne i Odense er godt trætte af situationen, og mange af dem har i de sidste to år skrevet i deres virksomhedsplaner, at byrådet var nødt til at tage problemet op.

Direktøren for Magistratens 5. Afdeling, Peter Steen Jensen, siger:

- Der er ikke sket nogle nedskæringer på PPR-området, og det er altid meget vanskeligt at tale om ventelister. Men det, der er relevant, er, om skolepsykologerne kan nå deres arbejde, og det er der nogle, der mener, at de ikke kan.

- Vi har nogle skal-opgaver, der skal løses, og det kan betyde, at vi skubber nogle andre sager. Det er meget ulykkeligt, at vores indsats forskubber sig fra det forebyggende arbejde til de tunge sager, som vi skal tage os af.

De fire tillidsrepræsentanter er enige om, at der er for lidt af alt til alle. Og det gælder alle faggrupper i den nye struktur. Men at PPR-folkene så yderligere både er blevet splittet op og har fået større arbejdsbyrde, gør situationen endnu mere uholdbar.

Den inspiration og kollegiale vejledning, man tidligere fik fra hinanden, er gået tabt. Materialerne er nedslidte, og pengene til efteruddannelse er næsten til at grine ad.

Der er mange, der har pakket kufferten og fået job andre steder.

Kirsten Schmidt siger:

- Vi er bestemt ikke modstandere af tværfagligt arbejde, og helhedssynet er godt og rigtigt. Men man skal acceptere og respektere de faglige grupperinger.

- Og så skal vi have en psykologfaglig ledelse; har vi et fagligt problem, har vi ingen steder at gå hen med det.

Undervisningsministeriet satte i 1994 et udviklingsprojekt om PPR i gang. Den afsluttende rapport og handlingsplan kom i januar 1997, og her stiller man blandt andet 15 kvalitetskriterier, der er af væsentlig betydning for kvaliteten af PPR.

De fire tillidsrepræsentanter mener ikke, at Odense lever op til punkterne.

Peter Steen Jensen siger:

- Det er da klart, at vi lader ikke som om, at de rapporter ikke eksisterer. Vi lader det da indgå i vores overvejelser. Men det er politik, det her.

Han oplyser, at han har bestilt PPR-rapporterne fra ministeriet til det politiske udvalg.

I øvrigt fortæller han, at den socialdemokratiske rådmand for Magistratens 5. Afdeling, Ruth Larsen, er opmærksom på problemet, og at hun vil kigge på det op til de næste budgetter.

Men på trods af, at PPR-folkene, skolelederne og Odense Lærerforening har råbt op i flere år, var der ingen penge overhovedet at hente i år.

Peter Steen Jensen siger:

- I en magistratstyret kommune er det sådan, at afdelingen gennem rådmanden kommer med ønsker, og det indgår så i en politisk debat. Hele det her område var vores højeste prioritet sidste år, men af forskellige årsager lykkedes det så ikke politisk.

Det, der foregår i Odense, er faglig fusk i den grad, at man ikke længere kan lægge navn til det som psykolog. Det er uanstændigt for borgerne og en faglig misforståelse af, hvilke behov de børn, der har vanskeligheder i skolen, har