Anmeldelse
2. Verdenskrig og Danmarks besættelse
Masser af stof – lige til at gå til
Materialet fra HistorieLab er både omfattende og godt. Her er rigeligt til, at man kan basere sin undervisning i besættelsestidens Danmark på det, så for de fleste lærere vil øvelsen nok komme til at gå på udvælgelse frem for at finde supplerende materiale. Dog inddrages internationale vinkler ikke i særlig høj grad.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Ud over at være omfangsrigt er HistorieLabs materiale også nemt at gå til med en høj detaljeringsgrad i vejledningerne og beskrivelser af lærings- og færdighedsmål med videre – man får i det store hele en færdig opskrift at gå frem efter, og det gør jo, at man kan kaste sig ud i dette komplekse emne uden at bruge uger på at forberede det. De fleste lærere vil typisk bruge uger på at forberede det alligevel – jeg selv inklusive – men det højner jo blot kvaliteten af den leverede undervisning, og man står som sagt på et velbeskrevet og velunderbygget grundlag.
Fakta:
Titel: 2. Verdenskrig og Danmarks besættelse
Pris: Gratis
Forlag: HistorieLab
Materialet er så righoldigt, at en minutiøs gennemgang ikke er mulig her. Der er både spil, opgaver, tekster … you name it, og som sagt er det af en udmærket kvalitet, så dette kan betragtes som en opfordring til at kaste sig ud i behagelige selvstudier og vurdere, hvad man vil bruge. Hvis jeg skulle holde mig til min vanlige struktur, ville jeg nu nævne et par highlights og derefter runde af med at udpege en svipser. Imidlertid har jeg kun fundet én enkelt svipser, så den kommer først, og så lukker vi ballet med et par highlights, som er mere repræsentative.
Svipser: Den otte minutter lange film "Augustoprøret og Jødeaktionen 1943" er mildest talt ikke ret god. Den trækker ned, men kan efter min mening ignoreres – man kan finde nogle filmklip andetsteds som erstatning.
Så godt gået!: De to artikler fra udgivelsen "Radar": "Ømtålelige emner i historieundervisningen?" og "Danskerne og den 9. april" er sindssygt gode – især den første. Her går man på forbilledlig vis tæt på den nutidige vinkling af en sag fra dengang, nemlig de tyske soldater, der var tvangsudskrevne til minerydning efter kapitulationen. Der reflekteres over, hvordan narrativer ændrer sig, og hvilke formål der kan være i spil, når man nyfortæller og -tolker. Ligeledes blev jeg meget begejstret over bilag 16 til forløbet om bogen "Drengen i den stribede pyjamas", hvor eleverne skal diskutere fiktive skildringer af historiske hændelser. Det er verdensklasse.