Anmeldelse

dr.dk/brughistorien

Et fint appendiks

Her får man en håndsrækning – og sådan nogle er jo altid rare. Det er ikke et pædagogisk eller didaktisk festfyrværkeri, men det er solidt materiale til et ekstraordinært oplæg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det har næppe undgået manges opmærksomhed, at DR har skruet en serie om vort lands historie sammen. "Historien om Danmark" er et stort værk, og det ville være besynderligt, ja, faktisk spild, om ikke der skulle blive knyttet undervisningsmateriale til serien.

Fakta:

Titel: dr.dk/brughistorien

Forlag: DR

Mit gæt er, at ganske mange historielærere allerede fra første færd har anvendt serien i deres undervisning. Nu behøver de ikke længere selv at klippe, klistre og udforme opgaver, for DR har i samarbejde med Nationalmuseet og Slots- og Kulturstyrelsen og med midler fra Nordea-fonden skruet et udmærket materiale sammen til dem. Det har, hvad det skal have, i form af læringsmål, kompetencemål og så videre. Der er mange gode spørgsmål til eleverne, hvor de blandt andet skal reflektere over forskellige fremstillinger af samme forhold, hvilket er en vigtig disciplin. Der spørges også til selve den praksis at fremsætte påstande eller antagelser angående forhold, om hvilke vi dybest set ikke har sikker viden. Ligeledes spørges der til konkrete forhold, som eleverne kan finde viden om i udsendelserne.

Der er ingen tvivl om, at dette materiale er en håndsrækning til den travle lærer. Man kunne selv sidde og udfærdige disse spørgsmål, finde færdigheds- og vidensmål og trække linjer mellem forskellige scener og relevante spørgsmål med mere. Det ville bare tage en f*ndens tid. Derfor er det både venligt og betænksomt, at dette således er gjort for en.

Der er dog ingen tvivl om, at serien "Historien om Danmark" er stjernen i showet. Det er imidlertid ikke serien, som skal anmeldes her (desværre), så jeg er henvist til at sige: Det her er ganske godt, rugbrødsarbejdet er gjort, og her er en flok gode historietimer lige til at gå til, men de store øjeblikke finder man i selskab med Lars Mikkelsen og "Historien om Danmark".