Olivias hud er gennemvarm af bruserens vand, der har pjasket ned over hende i en time. Mor og far er gået på arbejde, så der er ingen, der banker på døren og kræver, at hun skal gå i skole.

»Heldigvis«, tænker Olivia. Hendes fingre rynker sig sammen som små hvide rosiner, mens hun mærker suget i maven, der kommer af, at hun tror, at hun er den dårligste i klassen. Den forpinte sammentrækning af nervøsitet og tomhed melder sig, og den vil først løsne op, når skoledagen er overstået.

Olivia pjækker, når hun kan komme til det, og når hun ikke kan pjække, tager hun meget lange morgenbade - så kan hun i det mindste møde senere.

Men der er heller ingen grund til, at hun går i skole, for hun forstår ikke de opgaver, læreren giver hende. Skoledagene strækker sig foran hende som en ørkesløs række af lektioner, der ikke adskiller sig fra hinanden og ikke efterlader noget varigt print i Olivias hukommelse. Hun er gået i stå, og hun er 14 år. Frustrationen emmer fra hende, og hun går fra at være klassens stille pige til oprører i et splitsekund:

»Hvad er det, du vil have, at jeg skal gøre? Hvis du bare vil fortælle mig det, så jeg kan forstå det, så skal jeg fandeme nok gøre det!« Hendes stemme runger skingert og sårbart i klasseværelset igen og igen.

Når hun tænker på, da hun begyndte i 6. klasse på Korsager Skole, tegnede det ellers lyst. Med en krop, der var 16 kilo lettere efter et ophold på et julemærkehjem, glædede hun sig til ikke længere at være klassens tykke pige, der måtte have en skiftebluse med i skole, fordi overvægten fik sveden til at løbe fra kroppen.

Men opholdet på julemærkehjemmet betød også, at Olivia måtte begynde i 6. klasse på en ny skole, i stedet for i den 7. klasse hun havde forladt, fordi hun ikke havde gjort klassetrinnet færdigt.

Aldersforskellen mellem Olivia og hendes nye klassekammerater kunne mærkes. De gjorde store øjne, når hun talte om sin kæreste. Sådan en var de ikke nået til at have endnu. Olivia passede ikke ind, og skoledagene i klassen slæbte sig af sted.

En ny begyndelse

Fraværet og de lange morgenbade følger Olivia fra 6. klasse op til 7. Men nu bliver hendes fravær bemærket. En dag, mens hun sidder i klassen og lader tankerne strømme mod friheden på den anden side af klokken to, bliver hun kaldt op til rektor, der fortæller om erhvervsklassen på Tingbjerg Heldagsskole.

Den nye mulighed får tankerne til at myldre gennem Olivias hjerne.

»Det her er min chance. Det er nu, jeg skal rette mig op«. Olivia beslutter at begynde i den nye klasse, og snart bliver hun vist rundt på sin nye skole af erhvervsklassens projektleder, Tülinay Unkap, der har ansvaret for elevernes praktikforløb og for at skaffe praktikpladser.

Tingbjerg Heldagsskole består af lave grå bygninger med store glaspartier, og Tülinay forekommer som et eksotisk indslag, når hun med mørklødet hud, stort brusende krøllet hår og med hæle, der klikker på gangenes røde fliser, på klingende jysk gør Olivia bekendt med livet i erhvervsklassen.

»Du må forstå, at jeg kommer til at kræve meget af dig. Der er et stort ansvar forbundet med at blive sendt ud i praktik, for hvis du ikke passer dit arbejde, så giver det et dårligt indtryk af klassen, og så vil praktikstedet ikke tage imod en af jer en anden gang«, siger hun alvorligt.

Olivia nikker. Hun er blevet vist rundt på skolen og har set det klasseværelse, der kan blive hendes. Elevernes uddannelsesplaner hænger på bagvæggen: A3-ark, hvor elevernes navne står på midten i en grøn cirkel, hvorfra der går pile ud til indcirklede navne på virksomheder, de har gennemført praktikophold i. For enden af pilene står der navne som »JH Auto«, »Malerselskabet Tingbjerg« og »Børnehuset«. I klasseværelset står der kun seks skriveborde vendt mod den grønne tavle. De få borde får det for alvor til at gå op for Olivia, at der i erhvervsklassen ikke er nogen steder, hun kan gemme sig. Det er her, hun har chancen for at ændre sig.

»Hvad fanden tænkte du på ...?«

Men det er en skræmt pige, der går første skoledag i møde i september. Med kolde, fugtige håndflader og rumlen i maven tropper Olivia op for at møde sin nye klasse. Endnu en gang sætter mødet med erhvervsklassens lokale hovedet i højeste gear:

»Hvad fanden tænkte du på, hvem skal du gå sammen med, du kender jo ingen her« . Tankerne svimler rundt og afspiller en ubarmhjertig film for Olivia, hvor frikvartererne går med ensom kæderygning i hjørnet af skolegården.

Sådan bliver det heldigvis ikke. Olivia får selskab af en pige, hun kender i forvejen, og de andre kommer også hurtigt hen og snakker, selv om hverken hun eller de er der så tit. Men det er ikke længere pjækkeri, der holder Olivia fra skolebænken. Hun er ligesom de andre i klassen i praktik tre dage om ugen, hvor hun møder nye udfordringer. Nogle af dem kunne hun godt undvære ved første øjekast.

Bleskift giver selvtillid

»AAAD! Føj hvor er det ULÆKKERT!« Olivias første møde med en skiftetrængende baby i Husum Vuggestue er ikke en udelt succes. En af pædagogerne viser hende, hvordan bleen mest gnidningsfrit kan lirkes af baby, og jo længere processen skrider frem, jo stærkere bliver dunsterne fra bleen. Stanken bølger ud i skifterummet, og Olivia mærker en spirende panik - »hvad hvis man får det på sig?«

Men pædagogerne er søde og hjælpsomme. Olivia lærer, og det giver hende en selvtillid, hun ikke har kunnet finde frem i lange tider. Og selv om det var vildt svært i starten, tror hun på, at hun kan blive pædagog sådan nogle steder nu.

Se folk i øjnene

Olivia er glad for praktikforløbene, og hun er begyndt at forstå opgaverne i klassen. Tülinay forklarer dem med en masse eksempler på tavlen, så det bliver nemmere at se, hvad man skal gøre. Og så hjælper det, at Olivia kun behøver at sidde i klasselokalet to dage om ugen.

I de to dage bliver eleverne undervist i dansk, matematik og engelsk, og i hvordan de skal opføre sig, når de skal ud og præsentere sig på praktikstederne.

»I skal give hånd, og det skal være et ordentligt håndtryk, som jeg øver med jer, og I skal se folk i øjnene, når I taler med dem«, formaner Tülinay.

Hun er altid bevidst om, at hendes elever er dem, der aldrig har klaret sig godt i skolen. Derfor er det vigtigt, at deres praktikforløb går godt, så de får nogle succesoplevelser med sig på vejen.

Olivia pjækker

Olivia har tre måneders prøveperiode i erhvervsklassen. Men midt i forløbet går det galt.

Hun ligger i sin seng. Klokken er ti minutter over otte, og hendes kimende telefon minder hende alt for højlydt om, at hun skulle befinde sig i klasseværelset.

Velkendte tanker er dukket op på sengekanten:

»Jeg gider ikke. Jeg vil bare hygge mig i dag, slappe lidt af, se mine venner. Jeg gider ikke i skole«.

Olivia falder i. Tilbage i de gamle vaner pjækker hun flere skoledage i træk. Ikke fra sit praktiksted, men mandag og fredag, som er skoledage, kan hun bare ikke hive sig op af sengen.

Hver gang det sker, ligger hun i sengen og ser sin fars telefonnummer lyse op i displayet på sin mobiltelefon ved siden af hovedpuden. Hun ved, at han vil skælde ud, at Tülinay har ringet til ham og sagt, at hun ikke er dukket op, så hun tager den ikke. En af pjækkedagene går Olivia i centret med sine venner. Hendes far ringer, og han er vred. Hun kan ikke længere udskyde konfrontationen, og hjemme venter mor og far - med skideballe.

»Tag dig dog sammen! Det er nu, din fremtid bliver afgjort, det er de her skoleår, der betyder noget, det er nu, du har indflydelse på, om du overhovedet får en uddannelse!« Olivias far raser mod hende, mens hun sidder helt tavs i sofaen og lader hans ord hagle ned over sig. Hun ved jo godt, han har ret.

Olivia er blevet skældt ud for at pjække masser af gange, og hun er ikke dum. Hun ved da godt, at det ikke fører til noget at pjække. Men denne gang gør det indtryk.

»Jeg må virkelig stoppe med det her, hvis jeg skal rette mig op, det er nu, det gælder, og det er jo også dumt, når det egentlig går så godt i skolen«, tænker hun, mens hun trækker sig op fra familiens grå sofa.

Smagsprøve på drømmejobbet

Olivia har ikke pjækket siden. Hendes fars ord har gjort indtryk, men der melder sig også hurtigt en gulerod i horisonten. Lige siden Olivia var en lille pige, har hun villet være frisør. Nu har hun fået praktikplads i en frisørsalon, og hun glæder sig

Den dag, hun skal begynde, koncentrerer Olivia sig om sit udseende. Foran spejlet kører tankerne gennem hendes hoved, mens hun glatter sit lange mellemblonde hår:

»Kunderne skal i hvert fald ikke kigge på mig og tænke, at de ikke vil have mig til at gøre noget ved deres hår, fordi jeg ikke ser ud, som om jeg har gjort noget ud af mig selv. Og fedt at jeg ikke mere er tyk. Tænk hvis jeg skulle gå rundt mellem de store spejle hos frisøren og stadig være den tykke pige, som folk ser på og tænker: Ej, se lige, hvor tyk hun er«.

Foran frisør Bitten på Husum Torv giver Tülinay Olivia den sidste forberedelse, før hun skal ind og møde sin nye chef.

»Og så giver du mig lige hånden, som om du hilser på frisøren, så jeg kan mærke dit håndtryk«, siger Tülinay.

»Sådan her?« Olivia trykker Tülinay i hånden.

»Ja, det er fint. Et fast håndtryk, men ikke sådan at du klemmer livet ud af hende«.

Olivia bliver taget godt imod hos frisøren, men efter den første dag er barndommens drømme om kreative hårfarver og fantasifulde brudefrisurer på retræte. Olivia har lavet krøller på en dukke og fejet gulv.

Mens hun svinger kosten for at få de sidste afklippede hårtotter med, tænker Olivia kun på, hvornår hun kan ringe til Tülinay og bede om et andet praktiksted. Den næstkommanderende i frisørbutikken er streng, og det lever slet ikke op til hendes forventninger. Hun vil bare væk.

Målet er nået

Efter den første dag i frisørsalonen går det dog fremad. Chefen begynder at rose Olivia for hendes indsats - hun ved, hvornår hun skal træde til med en hjælpende hånd, før hun får besked om det, og hun får efterhånden lov til at prøve at farve hår på et par kunder.

Anerkendelsen betyder meget for Olivia, og hun fortsætter hos frisøren længere end de sædvanlige tre praktikuger. Succesen får hende til at tænke over sit udseende på en ny måde. Hun er så langt fra at være den tykke pige nu, at hun er blevet ligeglad med, hvad folk tænker om hendes udseende. Men hun vil alligevel ikke være frisør. Det er lidt for meget af den samme trummerum. Hun vil have, at der sker noget mere. Hvad ved hun endnu ikke, men hun har god tid til at finde ud af, hvad det skal være, for hun har gennemført prøveperioden på tre måneder i erhvervsklassen. Olivia har nået sit mål om at rette sig op og holde op med at pjække, og hun vil færdiggøre sin skolegang i klassen.

»Og jo mere man tager sig sammen, jo mere laver man, og jo mere kan man bruge i sin fremtid«, filosoferer hun tilfreds, når hun tænker over sin udvikling.

Eleverne i erhvervsklassen er tilknyttet en stamklasse, og længden af deres forløb i erhvervsklassen tilrettelægges efter behov. Klassen henvender sig til 8. og 9. klassetrin.

Eleverne har færre skolefag i erhvervsklassen end i en traditionel skoleklasse, og derfor går de ikke nødvendigvis til eksamen i lige så mange fag som deres skolekammerater i stamklasserne. I 2011 er klassens antal vokset fra seks til ti elever, og det er klassens maksimale størrelse.

Eleven skal gennem en kortere eller længere periode følge arbejdet i en virksomhed, få en oplevelse af »tonen« på arbejdspladsen og opleve udfordringerne i en fuld arbejdsdag. Der oprettes en praktikkontakt mellem praktikstedet, eleven, forældre og skolen, og praktikstedet får besøg af projektlederen efter behov.

Målet er, at eleven bliver bedre til at vurdere egne evner, kvalifikationer og muligheder samt være aktivt deltagende og medansvarlig for sin fortsatte uddannelse. Samtidig skal eleven opnå afklaring og vejledning i forhold til fremtidige erhvervsmuligheder og derved forbedre sine chancer for at foretage et realistisk uddannelsesvalg.