Ved ansøgning om optagelse i gymnasiet og på erhvervsskoler indgår begrebet »optagelsesparathed« som en del af uddannelsesplanen. Med vores demokratiske uddannelsessyn virker det autoritært, da det rubricerer elevernes personlighed. Målet er at foregribe frafaldet på uddannelserne, men prædikatet »ikke uddannelsesparat« virker demotiverende på modtagerne. De potentielle frafaldselever har snarere brug for opmuntring og hjælp til selverkendelse og realistiske fremtidsdrømme og derfra tage afsæt i valget af uddannelse.

Skolens »mor-pædagogik« og forældrenes overdimensionerede ambitioner fordrejer realiteterne hos eleverne. Derfor forventer mange elever, at det hele kommer af sig selv. Udklækningen af projektbørn og curlingbørn skaber skuffede forventninger, frustrationer og i værste fald vrede vendt mod systemet, når modgang står for døren.

For mig at se er den eneste reelle måde at styre optaget på at frigøre sig fra den nye ordnings omklamrende personlighedsbedømmelse og i stedet genindføre karaktergennemsnit for optagelse.

Man er uddannelsesparat, når man har vist evner og anlæg. Det opnås gennem faglig fordybelse i teoretiske og praktiske fag. I stræben efter at opnå det forlangte gennemsnit vil eleverne skulle demonstrere modenhed og viljestyrke; egenskaber, som skal til for at være »uddannelsesparat«. Gennem denne proces indser eleven nødvendigheden af egen indsats i stedet for at få påduttet en bedømmelse af sin personlighed.

Det er uforståeligt, at evalueringsgruppen ikke ville anbefale det eneste virkelig afklarende og let forståelige redskab; et konkret karaktergennemsnit, der vil gøre optagelseskravene let gennemskuelige, minimere antallet af uegnede optagede gymnasieelever og virke befordrende på de ældste elevers arbejdsmoral. Og dermed hæve elevernes faglige niveau i folkeskolen og gymnasiet.