Lad os kalde hende for K. Da K havde fungeret som folkeskolelærer i fem år, besluttede hun sig for at tage en videregående uddannelse. Hun var lærer på en skole, der kan karakteriseres ved kulturel og sproglig mangfoldighed. Med jævne mellemrum kom der dokumentation på, at hendes elever, der overvejende var sproglige minoritetselever, klarede sig dårligere end majoritetseleverne. Det skortede ikke på forklaringer om, hvorfor de ikke kunne måle sig med majoritetseleverne. Pilen pegede på lærerne og ikke mindst på elevernes forældre. Lærernes kompetencer blev nedvurderet og deres indsats ligeså. I det fem år lange lærerliv blev K bestyrket i, at folkeskolen i bund og grund opretholdt en etsproget og monokulturel tilgang til eleverne uanset deres sproglige og kulturelle erfaringer, og at de centrale problemer lå heri.

En videreuddannelse gav K muligheder for en mere analytisk tilgang til folkeskolens udfordringer i forhold til uddannelse i globaliserede samfund. I det afsluttende speciale analyserede hun diskurser i de pressemeddelelser, som Undervisningsministeriet med jævne mellemrum udsender om resultater af diverse lov- og udviklingsarbejder, der omfatter tosprogede elever i skolen. En af de pressemeddelelser, som K analyserede, havde overskriften: »Forældre er vilde med frit skolevalg - også tosprogede« (pressemeddelelse den 8. maj 2007). Den nærmere analyse viste, at der var blevet vedtaget en ny lov, der vitterlig begrænsede tosprogede forældres ret til et frit skolevalg. Ordvalget »vilde med frit skolevalg« var derfor ikke dækkende. Samme år udsendte ministeriet en pressemeddelelse om et projekt, der var »opskriften på en vellykket integration« (pressemeddelelse 26. august 2007). Blandt ingredienserne i opskriften var »tidlig skolestart, bedre fordeling af eleverne, brug af test før skolestart og i indskolingen«. K's analyse viste, at det omtalte projekt slet ikke omfattede disse faktorer. De var til gengæld alle en del af den siddende regerings allerede implementerede initiativer. K så her et mønster. For at vise regeringspolitikkens duelighed iværksættes initiativer i praksis som udviklingsarbejder, og derefter lanceres uddannelsespolitikken som en succes i pressemeddelelserne.

K's vision med videruddannelse var, at den ville give muligheder for at arbejde der, hvor beslutninger tages. Som ministeriel embedsmand kunne hendes viden påvirke balancen mellem policy-beslutninger og implementeringer i praksis. Da K's far, en læge, læste hendes afhandling, blev han bekymret for sin datters fremtidsmuligheder. Han var sikker på, at kritik af embedsværket i dagens Danmark ville koste dyrt: »Hvis dine analyseresultater kommer frem i lyset, får du aldrig et kontor med udsigt«. K er stadig lærer.