Regeringen og KL er enige om at gennemføre »et fælles arbejde, hvor der blandt andet med udgangspunkt i eksisterende analyser af lærernes arbejdstidsanvendelse foretages en vurdering af, om lovgivningen og de gældende overenskomster sætter en god ramme for en effektiv anvendelse af lærerresurserne«. Citat fra økonomiaftalen 2012.

Det bør vække dyb bekymring bredt i det danske samfund. Regeringen blander sig direkte i en overenskomst indgået mellem to parter, Lærernes Centralorganisation og KL - endda helt ensidigt. Det er helt undergravende for den højt besungne danske model. Hvordan kan KL som troværdig aftalepart acceptere denne indblanding?

Regeringen vil formentlig endnu en gang forsvare sin indblanding med, at der også på statens område er undervisere. Det er derfor to arbejdsgiverparter, der taler sammen. Forklaringen holder ikke en meter! Det er jo ikke som arbejdsgiverpart, at finansministeren indgår en økonomiaftale. Det er som regering. I staten er der ansat smede, sygeplejersker, DJØF'er og alle mulige andre faggrupper. Giver det regeringen ret til at blande sig i hvilken som helt overenskomst såvel på det offentlige område som det private?

Hvad er det så, regeringen vil med sin indblanding? Jo, den vil på baggrund af eksisterende analyser foretage en vurdering af, om overenskomsten sikrer en effektiv anvendelse af lærerresurserne.

De eksisterende »analyser« er primært OECD-sammenligninger af lærernes undervisningstimer på tværs af landene og Uni-C-sammenligninger mellem kommuner og skoler. Vi har gang på gang påpeget, at landenes opgørelse af lærernes undervisningstimer sker med vidt forskellige forudsætninger. Hvis vi i Danmark som eksempelvis i USA medregner elevernes pauser til undervisningstiden, vil vi være dem, der underviser næstmest i hele verden. Kvaliteten af det tal, som ministeriet indberetter til OECD, er endvidere yderst tvivlsomt.

Vi har dokumenteret, at Uni-C's tal er så fejlbehæftede, at de er totalt ubrugelige som sammenligningsgrundlag. Kommunen, der fremstod med det allerhøjeste tal, viste sig i virkeligheden at være fuldstændig på gennemsnittet. Mange tal var så åbenlyst forkerte, at enhver med et minimum af kendskab til lærernes arbejdsvilkår kunne se, at de ikke holdt en meter.

Sidst regeringen blandede sig i vores arbejdstidsforhandlinger, blev der brugt hundredvis af arbejdstimer, udarbejdet tre omfattende rapporter og tusindvis af arbejdspapirer. Et konsulentfirma malkede endnu en gang det offentlige system, og nogle embedsmænd fik brugt deres arbejdstid - det var resultatet!

I stedet for et nyt beskæftigelsesprojekt for højtlønnede konsulenter og en helt utidig indblanding i overenskomsten kan finansministeren jo overveje følgende enkle spørgsmål:

Er vi enige om, at 25-26 ugentlige undervisningstimer med alle de opgaver, der følger heraf, er et fuldtidsjob for en lærer?

Er vi enige om, at hvis kommunen vælger at bruge læreren til andre opgaver som læsevejleder, skolebibliotekar eller it-ansvarlig, så skal læreren undervise mindre?

Mangler ministeren hjælp til svarene, kigger jeg gerne forbi.