Med undertitlen "Historier om realiteter og spøgelser i kulturkampens arena" kan det være nødvendigt at gøre opmærksom på, at bogen ikke handler om den aktuelle national-konservative kamp for erobring af skolen. Emnet er den følelsesbetonede debat fra slutningen af 60'erne og gennem 70'erne med begrebet indoktrinering som omdrejningspunkt.

Forfatteren sætter indoktrineringsdebatten i et nutidigt perspektiv med nogle betragtninger over fænomenet kulturkamp. Det, kampen i sin yderste konsekvens handler om, er, hvis kultur der skal dominere samfundet. Kulturkampe handler om magt over forestillingerne om, hvordan den samfundsmæssige virkelighed skal fortolkes. Indoktrineringsdebatten i 60'erne og 70'erne var led i en sådan kulturkamp, og forfatteren inddeler forløbet i tre faser.

Første fase udsprang af venstrefløjens kritik af skolebøgerne i historie, samfundslære og erhvervsorientering. Bøgerne behandlede ikke økonomiske og samfundsmæssige skel, var for Vest-orienterede (den kolde krig var nærværende), inddrog for eksempel ikke arbejderbevægelsens historie og var præget af et idealistisk historie- og samfundssyn.

Anden fase tog sin begyndelse i 1974, da en højtstående embedsmand i Undervisningsministeriet, selve undervisningsdirektør Asger Baunsbak Jensen, i en avis hævdede, at der fandt marxistisk indoktrinering sted i skoler og børnehaver. Den efterfølgende debat tydeliggjorde polariseringen mellem de grupper og partier, der opfattede sig som samfundskritiske, og dem, der opfattede sig som samfundsbevarende.

Tredje fase rummede dels en fokusering på lærerne, dels en interesse for fagenes indhold. Erhardt Jakobsen hævdede i den sidste valgudsendelse før Folketingsvalget i 1977, at lærerne i Albertslund havde brugt et halvt år af historieundervisningen med at undervise i revolution, og den socialdemokratiske borgmester i Ballerup Kaj Burchardt beskyldte kommunens lærere for at være "rendestensundervisere og venstreorienterede abekatte". Det var debattens sidste krampetrækninger.

Når bogen er så spændende, skyldes det, at den ikke bare beskriver et fortidigt fænomen som indoktrineringsdebatten for 30 år siden. Bogen forholder sig empatisk til den tids aktører. Danmark lå i skyggen af den kolde krig. Angsten for Sovjet var en realitet. Det kulturelle og politiske liv var spændingsfyldt. Endvidere sættes de fortidige begivenheder ind i et perspektiv om, hvorvidt børn og unge kan opdrages til kritisk selvstændighed og demokratiske danske borgere.

Bogen er skrevet af en af dansk skolehistories "old ladies" (forfatterens fødselsår er angivet på omslaget). På bagsiden står der, at den henvender sig til lærere og lærerstuderende og til alle med interesse for skolens betydning for børns politiske og etiske dannelse. Og det gør den i høj grad.