Sædvanligvis er faglige jubilæumsbøger ikke ligefrem natbordslæsning, men bogen om Herningegnens Lærerforenings første 100 år bliver man optaget af fra første til sidste side. Det kommer af, at forfatteren, forhenværende vicedirektør og kredsformand Ove Pedersen, sidder inde med de fornødne forudsætninger: Han er en knag til at skrive, har førstehåndskendskab til en stor del af perioden og har som pensionist haft tid til meget omfattende kildestudier. Desuden har han et skarpt blik for detaljer, der karakteriserer både tendenser og tidsaldre.

820 kroner med naturalier

Vi møder således den 39-årige lærer Chr. Jensen på Nygaard Skole, som i 1874 blev aflønnet med 820 kroner (om året!) - inklusive naturalier og udbytte af hedelod. For den løn skulle han passe to skoler (hverandendagsundervisning), holde aftenskole for bønderne samt forestå kirkesangen om søndagen. Han havde kone og seks børn.

Det var jammerligt, og bedre blev det ikke i lange tider. For den nyfødte Danmarks Lærerforening (stiftet 1874) blev det hovedsagen at vække opmærksomhed om lærernes elendige løn- og levevilkår. De tre stiftere, Emil Sauter, P. A. Holm og C. A. Thyregod, forfattede utrætteligt skarpe indlæg til skolebladene og dagspressen, men det var i provisorietiden, og der forestod en ørkenvandring.

Skolelivets stille trivsel

I mellemtiden holdt man modet oppe ved kredsmøder og skolemøder med overvejende pædagogiske emner på dagsordenen, og i øvrigt slog man sig til tåls: Livet i kredsen glider jævnt og roligt, som mange små rindende kilder, der ikke forener sig til nogen strøm. Der lyder ingen fanfarer på noget punkt. Der er ingen højlydt klage, men heller ingen jubel. Medlemmerne mødes som gode kammerater i en fælles gerning, diskuterer dagens spørgsmål og skilles igen med et levende indtryk af at have tilbragt nogle fornøjelige og forfriskende timer, og således er det vel også bedst for skolelivets stille trivsel.

På den anden side har mødevirksomheden landet rundt givetvis bidraget til den langsomt voksende forståelse for skolens og lærernes omstændigheder - sammen med indsatsen fra de mange pligtopfyldende landsbydegne, som trods rædsomme arbejdsvilkår ufortrødent passede dagens dont.

Såvel skoleloven af 1899 som lønningsloven af 1908 medførte hårdt tiltrængte forbedringer - der hurtigt blev indhentet af prisudviklingen. Første verdenskrig fremkaldte en forrygende dyrtid, og bedre blev det ikke af, at foreningen ikke kunne enes om en lønpolitik. Der var både dengang og siden uenighed mellem fraktionerne.

Opdraget i den største tarvelighed

Elendighedsperioden, der strakte sig over flere årtier, kan beskrives på mange måder, men igen finder forfatteren et par klip, der fortæller mere end mange omstændelige kapitler: 'Et jysk vikarbureau for lærere meddeler, at en mængde unge lærere i Jylland for sommeren har fæstet sig ud som tjenestekarle, dels fordi det for tiden er så vanskeligt at få plads som lærer, men også fordi lønningerne ved landbruget er at foretrække for den beskedne vikar- eller hjælpelærerløn, der bydes på'.

Og i Folkeskolen finder vi et læserbrev, hvor 'en købstadlærerinde' fortæller, hvordan hun under en togrejse kommer til at høre på nogle damer, som havde besvær med at skaffe tjenestepiger. En af dem peger på en løsning: 'Der er et blad der hedder Folkeskolen. Det skal man avertere i, når man vil have en fordringsløs pige. Så får man en af de unge døtre fra lærerhjemmene. De er så dejlig beskedne, opdraget i den største tarvelighed, for de folk har jo ikke noget at leve af'.

Mens lærerne således i årtier sidder i hængedyndet, er det omgivende samfund i rivende udvikling. Heden opdyrkes, industrialiseringen sætter ind, og Herning by vokser og vokser. Der sættes fart i skolebyggeriet i by og på land, og medlemstallet vokser.

En kreds, der går på to ben

Under alle forhold står og går kredsen solidt på begge ben. Hvad det pædagogiske anbelanger, er det blevet til kredsmøder, skolemøder, omfattende kursusvirksomhed, oprettelse af skolecentral, opfindelse af pædagogiske dage med mere. Altid under vanskelige betingelser.

Oprettelsen af skolecentralen i 1941 nødvendiggjorde en forhøjelse af kredskontingentet - fra to til tre kroner om året, og i øvrigt beroede initiativet som så meget andet på ulønnet arbejdskraft.

Da centralen mange år efter måtte flytte til andre lokaler, i øvrigt i en periode med permanente økonomiske vanskeligheder, var det førstelærer Lauritz Nielsen fra Tjørring, der lagde armkræfter til: 'Flytningen af bøger og andet materiale var en historie for sig', fortæller Lauritz Nielsen. 'Den måtte absolut foretages på billigste måde, og det blev overladt til Rolsted og min ringhed at klare den sag. Hvorfra vi fik lånt en rigtig god gammeldags trækvogn med hjulringe af jern, huskes ikke, men med en sådan gik det i pendulfart mellem biblioteket og Ungdomsgården, hvor pedel Uldum var behjælpelig med at bære sagerne ind og få dem sat på plads'.

Men også det fagpolitiske får sit. Når det handler om løn- og arbejdsvilkår, er kredsen altid på pletten. Derom vidner talrige mundtlige og skriftlige indlæg - som Ove Pedersen plukker i med sikker hånd.

En af de legendariske kredsformænd, P. Munk-Poulsen (han var samtidig hovedbestyrelsesmedlem, blev senere borgmester og endnu senere Hernings første skoledirektør), havde i sin beretning i 1944 denne kommentar:

Med hensyn til den øjeblikkelige situation ligger det sådan, at nøden i mange lærerhjem vokser fra dag til dag. Særligt kniber det med tøjet. Dengang der var tøj at få af gammel kvalitet til nogenlunde normale priser, havde lærerne kun råd til det nødtørftigste, så der var ingen tøjreserver, og nu er der hverken noget at få eller penge at købe for, så lærerstanden er ved at være den mest luvslidte stand vi har. Ja, vi fik jo en tikroneseddel den 1. november, så nu kan vi sagtens få det vi mangler! - Kan vi så vente noget af den nye lønningslov. Vi har jo i hvert fald lov at håbe. Det kunne jo tænkes, at det gik op for nogle, at det ikke er heldigt at have en forarmet lærerstand.

Vi genopfrisker historien om urafstemningen i 1967, der sendte hovedstyrelsen til tælling, og mindes endnu en gang Per Hækkerups formidable provokation i 1973, som gav stødet til en fagpolitisk mentalitetsændring.

En jubilæumsfest i 1974

Den fortræffelige bog er udgivet i 1989, men den standser beskrivelsen i 1974, dels fordi det er både kredsens og DLF's jubilæumsår, dels fordi forfatteren klogeligt vil 'overlade eftertiden at beskrive det som oftest svageste i et jubilæumsskrift: de seneste år hvor linierne endnu ikke er rigtigt afklaret'.

Alligevel rækker bogen ind over nutiden. Det hundredårige forløb afrundes elegant i det afsluttende kapitel 'En jubilæumsfest':

En dejlig sommeraften i sidste del af maj måned 1974 kørte mange biler fra alle sider i kredsen ud mod Sunds. De passerede forbi den store nye skole, der nu havde 20-30 lærere og flere hundrede elever, gennem den betydelige bymæssige bebyggelse ned til Sunds sø, der for bare et par generationer siden havde glimtet med sit vandspejl i milevide hedearealer, men nu var et vigtigt rekreativt område i den nye storkommune.

Bilernes passagerer - festklædte mennesker - medlemmer af foreningen med det mærkelige navn Ringkøbing amts østre lærerkreds - steg ud ved restaurationen ved søen og samledes om smukt dækkede borde. Nok bød festmåltidet ikke på 'nattergaletunger med nektar og champagne', men menuen på kogt laks og dyreryg var dog ikke hverdagsmad i de små lærerhjem rundt om i parcelhusene - ikke engang, hvor man endnu havde ekstraindtægter ved et passende antal overtimer. Der var musik, underholdning og sange. Og der blev holdt smukke taler om kollegialt sammenhold og indsats til bedste for standen, for det var Danmarks Lærerforenings 100 års jubilæum man fejrede - med maner og velfortjent.

Tråden er knyttet - fra den armodige lærer Jensen på Nygaard Skole (der ikke ville have troet sine egne øjne, hvis han havde kunnet være til stede ved Sunds Sø) til den nutidige kollega, der kører til jubilæumsfest i Volvo.-

Jens Chr. Jørgensen er tidligere redaktør af Folkeskolen