Er New Zealands folkeskole verdens bedste (som det hedder i titlen på en bog af Sven Ove Olsen)? Eller er dens kvalitet truet af en ultraliberalistisk privatiseringspolitik (som det hedder i en artikel af Vivian Grønfelt iFolkeskolennummer 3/1999)? Afgjort mest det første! Sådan er mit indtryk, efter at jeg i februar havde lejlighed til at opholde mig en uge på to folkeskoler i Auckland.

Først og fremmest er lærerne dygtige til at undervisningsdifferentiere, selv om klassekvotienterne er større end i Danmark, og selv om der kun er én lærer i klassen. Forklaringen er, at man er ret velforsynet med opgaveark, hæfter til supplerende læsning og andre former for materiale til selvstændigt arbejde. Og ikke mindst at eleverne er meget veldisciplinerede og i stand til at arbejde koncentreret alene eller i grupper uden opmærksomhed fra lærerens side.

Praktisk foregik det for eksempel på den måde, at læreren samlede eleverne i et hjørne af lokalet og introducerede nyt stof for hele klassen og via spørgsmål til eleverne holdt konstant tjek på, hvem der havde forstået pointen. Eleverne blev så efterhånden sendt til deres normale siddeplads og sat i gang med selvstændigt arbejde individuelt eller i grupper, mens læreren arbejdede videre med de elever, der endnu ikke havde begrebet det nye.

Den forståelsesorienterede holdning er en anden vigtig kvalitet, som kendetegner lærerne i New Zealand. Foruden hyppige spørgsmål blev der brugt mange små uformellem test. Intentionen var at sikre, at alle elever var med, inden man gik videre til nyt stof. I det hele taget nåede man et imponerende niveau. Jeg så en klasse med syvårige elever gennemføre et lille naturvidenskabeligt eksperiment (smelter is hurtigst i solen, i skyggen eller i koldt vand?) og analysere og fortolke det overraskende resultat (is smelter hurtigere i koldt vand end i 'tør' skygge). Lærerne har en frugtbar grundholdning, de tror på, at eleverne kan og bør få en dybtgående forståelse af fagligt komplicerede sammenhænge.

Det måske mest imponerende var 'klimaet' eller 'atmosfæren' på skolerne. Vi har i Danmark vænnet os til at acceptere, at moderne elever er urolige, ukoncentrerede, krævende og hurtige til at indtage en negativ, kritisk, drillende eller ligefrem mobbende holdning over for både kammerater og lærere. Eleverne i New Zealand forholder sig helt anderledes. De er rolige og koncentrerede, og i løbet af en uge så jeg ikke et eneste eksempel på konflikter elever imellem. Der forekom heller ikke et eneste tilfælde af 'skældud', og kun få gange oplevede jeg, at en lærer behøvede at tysse på eleverne.

Der er selvfølgelig mange forklaringer på, at eleverne opfører sig anderledes i New Zealand end i Danmark. Kulturen er en anden, og børnene tilbringer ikke så megen tid i daginstitutioner, som danske børn gør. Men den newzealandske skole gør også sit: Lærerne er grundigt uddannede og praktisk trænede i, hvad der på engelsk hedder 'classroom management', som vi knap har noget moderne ord for på dansk. De formår at lede en klasse med positive midler, blandt andet laver de mange aftaler og kontrakter med eleverne. De sørger for, at der eksplicit og positivt formuleres forventninger til eleverne. Der følges op på aftaler, og der roses meget.

Kopiere det newzealandske system kan vi måske ikke. Lære af det kan vi i hvert fald!

Per Fibæk Laursen er lektor i didaktik ved Københavns Universitet