Uskolet
Ti gode råd: Sådan bliver du valgt som formand for DLF
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
1. Giv dine modstandere øgenavne (Nej? Men vil du være formand, eller vil du ikke være formand? Så må du også lære af de største).
2. Du skal kunne trives i et dynamisk miljø midt i København sammen med andre dygtige og inspirerende pampere.
3. Fokusér på de såkaldte svingskoler, hvor man endnu ikke har besluttet sig.
4. Ved godt, det er kedeligt, men nok smart at sætte sig ind i nogle af de der fagforeningsting.
5. Du finder undervisningsgerningen interessant og givende, helt bestemt. Men at gå til møder - det er jo nøjeren luksus!
6. Hav situationsfornemmelse. Sig for eksempel: »Efter indrømmelser fra begge sider synes jeg faktisk, vi er på rette vej« hellere end »Michael Ziegler er en røv med ører«.
7. Du skal kunne underholde dig selv. Der er månedlange perioder mellem overenskomstforhandlinger, hvor ingen rigtig ved, hvad formanden laver.
8. Første gang kan nok forsvares, men ellers begræns antallet af overimponerede selfies med politikere, du pludselig støder på i virkeligheden.
9. Find på en masse visioner for alt muligt. Helst noget med kerneydelse og dannelse og den slags, som ingen rigtig kan være uenige i.
10. Indstil dig på, at der skal kæmpes for det her. Bliver du valgt, kan du til gengæld læne dig tilbage og smække benene op. Den forrige sad 18 år.
Uskolet er Folkeskolens bagside med satire, som ikke umiddelbart går meget op i fakta. Skulle enkelte navne, hændelser eller undervisningsministre alligevel føles bekendte, er man velkommen til at tro, hvad man vil.