Jammerbugt Kommune kunne have sparet fire-fem millioner kroner om året ved at nedlægge et par skoler i 2014, men efter konstruktive høringssvar besluttede politikerne både at holde fast i de små skoler og investere i lokalsamfundene. Det har borgmester Mogens Christen Gade ikke fortrudt.

»Vi har ikke valgt at bevare små skoler. Vi har givet den decentrale skolestruktur tre ben at stå på: lokalsamfundet, skolen og kommunen. Borgerne skal være med til at udvikle deres lokalsamfund, og skolen skal være en aktiv medspiller«, siger Venstre-borgmesteren, som selv har en fortid som lærer på en lille skole i kommunen.

Her afgør forældrene landsbyskolens fremtid

Der var engagement i lokalsamfundene i forvejen, men det var hovedsageligt blandt gråhårede.

»Med 'Liv i by og skole'-projektet har vi fået forældregenerationen med. De er tændt af ideen, fordi vi også har skabt decentral pasning med dagplejere og vuggestuer. Hvis borgerne synes, de bor et godt sted, er de områdets bedste ambassadører«, siger Mogens Christen Gade.

Friskoler er kendt for at kunne engagere og involvere forældrene, men det kan en kommune også gøre på sine folkeskoler, mener han.

»Vores forældre får aldrig bedre vilkår, end de har lige nu. Hvis vi nedlægger en folkeskole, kan de oprette en friskole, men det giver dem meget mere arbejde til en ringere økonomi«, siger borgmesteren.

I 2014 fik skolerne i Jammerbugt Kommune lovning på, at de ville blive bevaret i fire år, og det har den nye kommunalbestyrelse forlænget med yderligere fire år. Alligevel har skoler til og med 6. klasse ikke nødvendigvis fred for politikerne.

»'Liv i by og skole'-projektet må ikke blive en sovepude, så skolerne skal have mindst 10-12 elever i klasserne i snit og dermed 70-80 elever i alt. Samtidig anerkender vi, at det er en stor ændring, hvis en klasse med 19 elever går ud, mens kun syv kommer ind nedefra. Derfor ser vi på tallene på den lange bane, men vi holder ikke kun liv i skolerne af hensyn til lokalsamfundene. Vi gør det også for eleverne, og det går ikke, at de lærer mindre, fordi klasserne bliver så små, at de mangler dynamik«, siger Mogens Christen Gade.

Kommunen møder i stærkeste opstilling

Jammerbugt blev født uden penge i 2007, så i de første syv-otte år efter kommunalreformen skar kommunen ned. Det kostede fire skoler livet i 2011, mens andre skoler blev lagt sammen.

»Det er let at lukke en skole. 400 borgere råber op, men det går over. Nu går vi imod strømmen og satser på at holde liv, hvor ingen tror, det kan lade sig gøre. Aabybro er vores største by med 6.000 indbyggere og tilflytning, men den kan ikke bære hele kommunen. Alle skal være med, hvis vi skal have større tilflytning og mindre fraflytning«, siger Mogens Christen Gade.

Hvis skoler og institutioner hvert år er med i politikernes sparekatalog, skaber det usikkerhed, som får folk til at flytte, mener han:

»Det får i hvert fald ikke nye til at flytte til. Vi ser kommunen som en helhed. Kan alle bidrage? Ja, det kan de. Kan alle lokalsamfund øge indbyggertallet? Nej, det kan de nok ikke, men hvis vi kan stabilisere det i nogle lokalsamfund og få det til at stige i andre, bidrager alle positivt«.

Vildt fedt at få anerkendelse

Kommunen har nedsat en styregruppe for projektet med den politiske ledelse fra tre udvalg og cheferne fra de tilsvarende forvaltninger. Styregruppen holder to årlige møder med landdistriktsrådet, hvor 24 lokalområder er repræsenteret. Derudover har hvert lokalområde et årligt møde med styregruppen, hvor de præsenterer politikere og embedsmænd for, hvad de arbejder med. Det er et godt forum, mener Sanne Pedersen, der er formand for »Liv i by og skole« i Trekroner og områdets repræsentant i landdistriktsrådet.

»Det er vildt fedt at få politikernes anerkendelse. Så kan vi tage hjem og fortælle, at vi ikke er så skæve på den, som vi måske troede. Samtidig kan vi rose politikerne eller gå i kødet på dem, hvis noget ikke fungerer. De lytter til os og sadler om, når vi kan argumentere for det. Vi har blandt andet foreslået, at kommunen hjælper til med at uddanne frivillige, så nu arrangerer den små kurser for os«, siger Sanne Pedersen.

Hun har haft tre børn gennem Trekronerskolen, og en fjerde går der stadig. Hun er ikke i tvivl om, at projektet betyder, at skolen overlever.

»Der har altid været aktive kræfter i Trekroner, men nu samler vi os om en fælles indsats. Samtidig har politikerne øje for værdien af de små lokalsamfund og tør stå ved, at vi skal profilere os som en landdistriktskommune«, siger Sanne Pedersen.

Lærere får opbakning

Charlotte Bogø Rasmussen er fællestillidsrepræsentant for lærerne i Jammerbugt Kommune. Hun mener, at kommuner er godt på vej med den åbne skole, fordi der sidder lærere i mange lokale projektgrupper.

»Når lærere og forældre lærer hinanden at kende gennem et fælles projekt, er det lettere at spørge en tømrer, om han vil hjælpe med at lære eleverne at bygge borde-bænke-sæt til skolens bålhytte i håndværk og design og i matematik. Det giver en spændende undervisning, og eleverne synes, det er sjovt, at Pers far skal lære dem noget sammen med deres lærer«, siger Charlotte Bogø Rasmussen.

Et andet eksempel er en skole, som har en motoriklærer. Her har projektgruppen søgt om midler til en motorikbane, så læreren får bedre faciliteter til sit arbejde. Samtidig kan borgerne bruge banen, når skolen er lukket.

»'Liv i by og skole' skaber liv omkring skolen og gør det samtidig mere tydeligt for forældrene, hvad lærerne laver«, siger Charlotte Bogø Rasmussen.