Lige siden Darwin har vi anset spontane genmutationer for at være den eneste mulige kilde til artsforandringer. Og så kan vi nu for første gang på dansk læse om udenlandsk forskning, der viser, at "genetiske forandringer sker her og nu og føres videre allerede til forældrenes børn". En sådan ny indsigt får vidtgående konsekvenser for vores måde at tænke udvikling og pædagogik på og udgør intet mindre end et nyt paradigme i den udviklingspsykologiske teori og tænkning. Det kan man alt sammen læse om i Dion Sommers nye bog "Udvikling - Fra udviklingspsykologi til udviklingsvidenskab". Alene titlen fortæller, at her sker der noget nyt, her skal vi op på stikkerne.

I første kapitel gennemgås de tre paradigmeskift, udviklingspsykologien har været igennem siden 1900: Først "de store teoriers epoke" frem til 1960’erne, så "den domænespecifikke periode" fra 1970’erne og endelig de seneste års forskning, hvor fagets opsplitning søges erstattet af "et tværvidenskabeligt fag om menneskets livsforløb fra foster til alderdom og død", den såkaldte udviklingsvidenskab. I kapitel to og tre udfoldes så forskningsresultaterne og perspektiverne i denne nye videnskab med vægt på systemteoriens og epigenetikkens betydning. Dion Sommer understreger, at der endnu er lang vej at gå, før psykologifagets historiske opsplitning i delteorier er fagligt forenet i et helhedssyn på begrebet udvikling. Men han opfordrer kraftigt fagfolk til at holde sig orienteret om de nye udviklingsbegreber, for "det er her, det sner".

Den lille, beskedent udseende bog er sproglig formidlingskunst, som levende og engageret hjælper læseren på vej til at forstå den vidtrækkende betydning af de mange nye begreber og komplicerede processer. Og som sådan har bogen interesse for en langt bredere kreds end blot dens målgruppe, som er "kommende og erfarne pædagoger, lærere, socialrådgivere og sundhedsprofessionelle". Og dét er i sig selv et godt billede på en af pointerne i bogen, den systemteoretiske, at vi ikke får en kvalificeret indsigt i et problemfelt ved blot at anskue det ud fra en enkelt teori eller et enkelt samspilsforhold med omgivelserne. Som når Dion Sommer må integrere to modeller for dækkende at beskrive de komplicerede vekselvirkninger mellem gener og miljø, der finder sted ifølge den seneste forskning inden for det "revolutionerende nye paradigme" epigenetikken.

Dén fortæller, at arv og miljø ikke kun har hver sin udviklingsrolle, men kan ændre hinanden via dynamiske epigenetiske processer i "konstante indbyrdes relationer mellem miljø, psyke, hjerne, fysiologiske processer, dendrit- og celleniveau". Gener "tændes og slukkes" hele tiden. Derfor skal vi tænke og handle systembaseret, det vil sige fremme de ’’beskyttende faktorer" på alle niveauer i miljøet, som indvirker på barnets trivsel og indlæring. Det eksemplificerer Dion Sommer pædagogisk med konkrete cases og detaljerede forslag til hensigtsmæssige interventioner.

Det er en vigtig pointe i den nye epigenetiske indsigt, at gener, der tændes og slukkes, er en tovejsproces, som ikke kun påvirker barnet, men også den voksne. I nogle samværssituationer påvirkes ligefrem hormonproduktionen, som hos fædre, der leger med deres små børn, hvor testosteronniveauet falder, og produktionen af et "omsorgshormon" stiger. Og ændringer i børnene giver de allerede som forældre selv videre til næste generation. I sandhed en ny og spændende viden.

Bogens afsluttende kapitel er et skarpt opgør med neoliberalistisk uddannelsespolitik. Hvilket engagement og intellektuelt vid! Velargumenteret, vidende og informationsmættet gennemgår Dion Sommer de mange uheldige konsekvenser for børn og uddannelse i den nye globaliserede verden set i lyset af udviklingsvidenskabens syn på mennesker som "kooperative, sociale og nysgerrigt lærende". Vi får på samme tid en nøgtern vurdering af de uundgåelige følger af den globale konkurrence og en skånselsløs kritik af de overdrevne hjemlige reaktioner på denne situation. Hvor Dion Sommer ser udviklingsvidenskabens menneskesyn som det bedste værn mod globaliseringens humanismetab, har danske politikere i stedet ukritisk omsat OECD’s neoliberalistiske tænkning i en stramt styret uddannelsespolitik, som Dion Sommer rammende kalder politiseret pædagogik. Nu dannes danske børn ikke længere som samfundsborgere, men uddannes til at være fremtidens homo economicus. Og dét helt fra vuggestuen.

Som sprogmand og læseforsker læste jeg med stor fornøjelse Dion Sommers kritik af sprogpædagogikken i vuggestue og daginstitution. Jeg kunne ikke være mere enig med ham i hans frustration over den "papegøjepædagogik", et-treårige udsættes for, når de trænes i ord- og begrebsforståelse. Ikke sprogudvikling i leg eller naturlig samtale med voksne, men i stramt tilrettelagte, nøje forudbestemte voksenstyrede aktiviteter med billedkort som stimulus. Udbyttet af disse sprogprogrammer er da tilsyneladende også til at overse. Men skadevirkningen viser sig i skolen som 7,5 gange så mange børn med adfærds- og koncentrationsproblemer sammenlignet med børn fra daginstitutioner med hovedvægten på legende læring og et børneperspektiv.

Efter denne bandbulle slutter Dion Sommer med at opfordre forældre og pædagoger til aktiv modstand mod den rigide, politikerstyrede pædagogik. Men han ville ikke være den person, han er, hvis han ikke først havde opridset en konstruktiv alternativ vision for den fremtidsparate skole og daginstitution. Her er det overordnede grundsyn, at "Læring, dannelse og udvikling sker i fællesskaber mellem voksne og børn, hvor eleven oplever at blive hørt, set og inddraget". Kan det siges bedre? Men som situationen er nu, opfordres forældrene til at stå fast og sige nej til at lade deres barn deltage i sprogprogrammer eller testsituationer, som det er utrygt ved. Selv har Dion Sommer ingen illusioner om, at han som forsker kan påvirke politikerne til ændringer. Det siger tredive års erfaring ham …

Forlag og redaktion skal have ros for layout og udstyr, som får bogen til at fremtræde visuelt indbydende med sin brug af vekslende skrifttyper i brødtekst og bokse og tydelige figurer både med og uden farver.

En afsluttende kommentar: Dion Sommer er kritisk over for Anthony Giddons’ støtte til Tony Blairs New Labour-politik i sin tid. Men hvad er egentlig den principielle forskel på dén støtte og så opfordringen her i bogen til at arbejde for "beskyttende faktorer" i samfundet? Eller med andre ord: Kan og skal forskere inden for udviklingsvidenskaben med dens erklærede menneskesyn være fuldstændig værdineutrale i samfundsanliggender? Det tyder Dion Sommers eget opgør med konkurrencestatens uddannelsespolitik ikke på. Og til allersidst i bogen bløder han da også op på idealbilledet af den politisk neutrale forsker. For det kan gå så galt, at forskere simpelthen must speak out, som en amerikansk forsker siger om det deterministiske udviklingssyn i USA. En tak til Dion Sommer for, at han nu har talt ud med denne fine bog i Danmark. Den bliver en klassiker.