Trivselsgrupper gør elever undervisningsparate 

 Du kan også se dig om. Hvem er det, som stiller op som frivillige, når det handler om at organisere fodbold for tosprogede drenge, starte en lokalhistorisk forening eller - ikke mindst i denne tid - samle grupper af frivillige, som tager sig af flygtninge?

Ja, det er mange forskellige slags mennesker. Men der er lærere at finde i eller bag langt de fleste af den slags grupper. Det ligger simpelthen i lærernes dna, at man engagerer sig i at få samfundet til at hænge sammen. Det sker, før man tænker på sin egen karriere og på at tjekke lønsedlen for at kontrollere, om alle tillæggene er talt med.

Et samfund har brug for, at nogen har overskud til at engagere sig i fællesskabet, og det er noget af det, vi er gode til i Danmark. Her plejer lærerne at gå i front.

Sådan har det altid været.

Men sådan bliver det desværre nok ikke ved med at være.

For lov 409, oplevelsen af mistillid og for mange opgaver får en del lærere til at føle sig tvunget til at nøjes med at lægge de timer, de bliver betalt for, og så gå hjem og glemme alt om elever, skoler og engagement.

Inde i bladet kan man læse om den desperate situation, lærerne på det rige Frederiksberg oplever.

»Vi har simpelthen ikke tid til at forberede os« 

»Det er blevet tydeligt for mig, hvor meget jeg arbejdede gratis før. Nu får de, hvad de betaler for. Jeg har aldrig arbejdet så lidt, men jeg har heller aldrig leveret så dårlig en vare. Jeg gør det, så godt jeg kan, men det bliver en pølsefabrik«, siger en lærer.

Mange lærere oplever, at de mister værdigheden og det personlige ansvar og bliver banket ind i en lønarbejderskabelon, som passer som fod i betonklods til lærerkulturen.

Det er rigtig dårligt for folkeskolen og eleverne. Det er noget skidt for lærerne selv. Men det er også en katastrofe for samfundet som helhed.

Man må håbe, at de kommuner, som laver skolerne om til pølsefabrikker, bliver stillet til regnskab af borgerne. Helst inden den sidste gnist er slukket.