Debat
Én gang til for Prins Knud
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I Folkeskolen 5. april skrev Gordon Ørskov Madsen om læreruddannelsen, at den har »mistet bevillinger for omkring en milliard kroner« siden 2001. I flere indlæg har jeg bedt Ørskov om dokumentation for denne vidtløftige påstand. I flere indlæg har Ørskov ignoreret dette og fortsat beskyldningerne om regeringens skånselsløse nedslagtning af folkeskolen. Det er, som om pladen er gået i hak for Ørskov, så jeg vil ikke trætte læserne med et langt indlæg. Men som en service vil jeg gerne levere et par faktuelle tal - det er jo helt tydeligt ikke fra Ørskov Madsen, læserne kan forvente den slags.
Folkeskolen har i de sidste tiår været præget af et meget højt og stigende udgiftsniveau. Jeg kan oplyse, at kommunernes samlede regnskabsførte driftsudgifter til folkeskolen i perioden fra 2001 til 2010 (i 2011-prisniveau) er steget fra i alt 36,4 milliarder kroner til 38,9 milliarder kroner - det vil sige med 2,5 milliarder kroner. Og selv om der i perioden har været et stigende elevtal, er udgifterne per elev steget med cirka 2.200 kroner, det vil sige fra 63.700 kroner til 65.900 kroner.