Skolen fungerer godt, forældrene tilfredse, eleverne glade. Møllebakkeskolen i Horreby på Østfalster ligner alle andre centralskoler fra midten af 60'erne. Klasserne er fyldt pænt op, ikke mindst efter at en lokal friskole måtte lukke til nytår.

Alligevel er der skygger på idyllen. Befolkningstallet på landet falder, og der er ikke børn til at befolke en tosporet skole, som kommunen har sat som det økonomisk bæredygtige. Derfor er Møllebakkeskolen en af brikkerne i det kommunale spil, der handler om at få pædagogiske principper og kommunal økonomi til at passe sammen.

For nylig blev skolen sat på en liste med seks skoler, som forvaltningen foreslog nedlagt.

»Man kan ikke sige, at vi blev chokerede eller overraskede«, siger tillidsrepræsentant Gerd Eilersen.

»Vi kendte jo udviklingen i børnetallet, og vi vidste også godt, at skolens bygninger trænger til et omfattende løft. Men det er svært at forstå. Skolen er virkelig velfungerende, og der er et stort opland, så børnene skal fragtes langt, hvis de skal på en anden skole«.

Skiftende skemaer

Lærerne frygter ikke fremtiden. Men de er glade for det kollegiale miljø og betænkelige ved, om de kan tage det med til en ny skole.

»Vi har meget stor indflydelse på rammerne for vores undervisning med et godt udviklet teamsamarbejde. Fire gange om året bryder vi skemaerne op, så hvert team får mulighed for at sætte fokus på andre aktiviteter. Man er så på skift førstevælger til for eksempel idrætsfaciliteterne. Det er en model, det har taget os ti år at bygge op, og den kan vi ikke uden videre forvente, vi kan tage med over til en anden skole«, siger Anne Müller, som er lærer på skolen.

Lærerne mener, at den lille skole giver eleverne større tryghed.

»En af kvaliteterne ved en skole af vores størrelse er, at alle kender hinanden og hinandens elever, og vi har nogle fælles holdninger til, hvad eleverne må og ikke må. Det bevirker, at vi kan gribe ind, hvis vi ser et barn på gangen, der skal have lidt vejledning eller hjælp, uanset om det er en af vores egne elever eller ej. Og vi kan overkomme at orientere klasselæreren om episoden med det samme«, siger Anne Müller.

De tænker mest på, hvordan børnene vil opleve det, hvis de skal fragtes langt væk til en stor skole.

Lærerne er dog også enige om, at skoler kan bliver for små.

Gerd Eilersen har haft klasser med 11-13 elever.

»Der bliver noget mere spil i klassen, når eleverne har mange menneskers input og holdninger på banen. Dermed kan de være med til at udvikle hinanden og blive mere selvstændige. De er nødt til at klare sig selv indimellem, for der er ikke så meget tid for læreren til at komme rundt«.

Omvendt er hun bekymret for, at det kan »vælte« nogle af eleverne ude fra landet, hvis de kommer på en stor skole.

»I de lokale omgivelser tror jeg, at de føler sig meget tryggere og bedre tilpas«, siger hun.

Trods truslen om lukning er det lykkedes at bevare en god stemning på skolen.

»Da den første oplevelse af, at vi måske skal lukkes, havde lagt sig, synes jeg, at vi både indbyrdes i personalegruppen og i forhold til eleverne har været gode til at bevare en god stemning og berolige hinanden«, siger Stine Kappel, der har været lærer på skolen i fem år.

»Vi har enkelte børn, som kan reagere betydeligt på forandring og usikkerhed. Men jeg synes, vi har evnet at holde det nede på et niveau, hvor vi har kunnet bevare det gode humør«, siger Anne Müller.