Når man bruger omkring 40 år af sit liv på at arbejde som historielærer, er der mange historier at give videre til kolleger og efterkommere. Forfatteren var i hovedparten af årene lærer ved Københavns Dag- og Aftenseminarium og var her særdeles aktiv, både på de interne og de eksterne linjer, for eksempel i Seminariernes Historielærerforening.

Størstedelen af erindringerne er da også reserveret til en grundig og god gennemgang af skiftende læreruddannelsesordninger, og hvordan de i praksis blev håndteret derude, hvor de kommende lærere skulle uddannes. Der er her tale om partsindlæg, for forfatteren har mange personlige synspunkter på, hvordan faget bør forvaltes. Men han refererer loyalt sine diskussionspartneres positioner, og disse dele af bogen fungerer fint som oplæg til didaktiske diskussioner om faget. Han har desuden mange kommentarer til, hvordan de stridende synspunkter kom til udtryk i skiftende faghæfter.

"Den Blå Betænkning", som var den folkelige betegnelse for den undervisningsvejledning, der fulgte op på skoleloven af 1958, var på mange områder banebrydende for en moderne pædagogik. Men den havde også svagheder, mener forfatteren. Ikke mindst var historieundervisningen bygget op om to hovedstrømninger, nemlig den nationale og den mellemfolkelige dannelse. Det var uholdbart i en tid, hvor udenrigspolitiske begivenheder i lande, der før blev oplevet som fjerne og uvedkommende, nu begyndte at sætte dagsordenen for meget af den indenrigspolitiske debat.

Forfatterens faglige og politiske engagement bragte ham ind i den gruppe, der i 1972 udarbejdede det daværende Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbunds pjece "Skolebøgernes indhold", et skrift, der blev et vigtigt redskab i bestræbelserne på at sætte fokus på de store økonomiske og sociale skel i samfundet. Pjecen kritiserer skolens historiebøger for at sløre ideologiske forskelle og for at behandle de herskende norm- og værdisæt ukritisk. Kort sagt blev skolebørn fodret med en historieundervisning, der byggede på et borgerlig-liberalt historiesyn. Og der blev ikke sat spørgsmålstegn ved, om historien kunne formidles med et andet samfundssyn som udgangspunkt.

Erindringerne er ikke tænkt som en lærebog, men Johan Klinge oplister mange emner, som han tog op i sin undervisning, og begrunder dem ofte så detaljeret, at en historielærer kan hente god inspiration og mange ideer til undervisningsforløb - de relevante baggrundsbøger lader sig let hente frem efter omtalen af dem.

Bogens fremstillinger er her og der ganske komplekse, og man kunne godt have brugt et stikordsregister til at holde styr på de mange facts. Og en ekstern korrekturlæsning kunne nok have elimineret de mange irriterende delinger af sammensatte ord. Men bortset fra det er det en god bog for historielærere og andre, der vil have et personligt farvet overblik over historiefagets udvikling.