Anmeldelse
Brede Værk
Brede Værk
Museet i den gamle klædefabrik ved Mølleåen har gjort det igen - bravo!
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Med udstillingen "På sporet af den industrielle revolution" kan museet i Brede atter blive en publikumsmagnet i lighed med de legendariske særudstillinger i 1970'erne.
Fakta:
Titel: Brede Værk
Forfatter: Nationalmuseets afdeling i Brede
Type: Diverse
Forlag: Nationalmuseet
Udstillingen er netop placeret i de gamle fabrikshaller, og det er med til at give et realistisk billede af arbejdet og arbejdernes forhold. Udstillingen giver et nuanceret billede af arbejdet og forholdet mellem arbejder og direktion.
Der er ikke tale om et traditionelt museumsbesøg, hvor man med dæmpede stemmer skal betragte montrer og diverse plancher. Nej, det her er et aktivt museumsbesøg, hvor man med en aktivbillet kan vælge at følge direktøren, spinderipigen eller andre af arbejderne rundt i produktionen - en ide, der i undervisningsøjemed vil appellere til eleverne og vil give mulighed for en spændende efterbehandling af besøget på museet. Med aktivbilletten skaber man altså sin egen oplevelse og er en del af det lille samfund. Ved en af attraktionerne kan man for eksempel selv sidde ved et samlebånd, hvor man bliver overvåget, og hvor man risikerer at blive fyret, hvis man ikke er hurtig nok og holder akkorden.
Det er ikke edutainment, hvor succesen afhænger af, om man kan trykke på knapper og se sjove tableauer - udstillingen har et seriøst fagligt indhold, men serveret på moderne vis.
Industriens vugge stod ved Mølleåen, og Mølleådalen regnes for Danmarks ældste industrilandskab. Et akselleje fra slutningen af 1000-tallet, fundet ved Nymølle, er netop det ældste bevis på den gryende industri.
Da industrialiseringen for alvor slog igennem i 1800-tallet i Europa og Danmark, dukkede en vis Karl Marx jo også op på scenen med sine teorier. For at dæmme op for de nye socialistiske tendenser valgte nogle fabrikanter rundt om i Europa at sørge for, at arbejderne havde det rimeligt godt; så burde de nemlig holde sig fra fagforeningen.
De forskellige digitaliserede tableauer på udstillingen lægger da heller ikke skjul på disse forhold. Tableauerne er baseret på realistiske forhold, og man fornemmer ikke, at udstillingen har en skjult dagsorden. Hvad enten fabrikanten hed Modeweg eller Daverkosen på Brede Værk, så blev der tænkt på arbejderne. Der var arbejderboliger, lidt finere boliger til funktionærerne, der var skole, spisehus og så videre - med andre ord en hensyntagen til arbejderne, der skulle have det godt, men selvfølgelig mod at der i returkommission udvistes fuld loyalitet og lydighed over for fabrikanten - "De er en del af et større maskineri", som det siges på en af skærmene.
Brede og Mølleådalen er nok et besøg værd. Ud over den aktuelle udstilling er Brede Værk, der producerede klæde til midten af 1950'erne, virkelig et stykke industriel kulturhistorie. Området rummer den ældste jernbetonbygning i Danmark, det centrale vandtårn fik som det første installeret sprinkleranlæg i 1895, og på den ene side af tårnet er malet et ur, der viser klokken, nemlig 6.55 - det var arbejdernes mødetid!