"Knæk kridtet" er ment som et debatoplæg for folk med deres daglige gang i den danske folkeskole. Intentionen fejler ikke noget, for forfatteren påpeger på en række punkter, at skolen i dag halter bagud i forhold til pædagogisk udvikling - i forhold til vores omverden og i forhold til politisk klarsyn og planlægning. Alligevel bliver det hele så uendelig ligegyldig læsning. Forfatteren formår ikke i et eneste kapitel at nå til bunds i sin argumentation. "Knæk kridtet" er propfyldt med halve påstande, dårligt argumenterede pointer og tågesnak af værste skuffe. Sprogligt når vi ikke højere end formiddagsbladenes debatsider - hverken i formuleringer eller i argumentation.

Søren Bøjgaard har skrevet "Knæk kridtet", fordi han ønsker at vise, "hvordan man med politisk vilje, vældigt mange skattekroner og befolkningens opbakning kan foretage et kvantespring ind i en ny tid med endnu større udfordringer". Han fortsætter: "Med en helt nytænkt folkeskole som ballast vil vi endnu en gang kunne blive foregangsland på uddannelsesområdet". Så er linjen ligesom lagt, og i de næste 14 afsnit følger en summarisk gennemgang af alt fra arbejdsforhold, skoleledere, dagligdagen, specielle børn og gensidig respekt til undervisningsmaterialer. Alle kapitler afsluttes pædagogisk med en opsummering, hvori forfatteren kort trækker de væsentligste argumenter op fra det aktuelle kapitel.

I afsnittet om lærere skriver Bøjgaard for eksempel: "I disse år lever den danske læreruddannelse et hensygnende liv, ganske enkelt fordi antallet af ansøgere til uddannelsen som folkeskolelærer er hastigt faldende". Se, det er jo et postulat, som vil noget. Det kan diskuteres, om uddannelsen lever et hensygnende liv, afhængigt af hvem du spørger. Årsagen til det hensygnende liv er ikke ganske enkelt, at antallet af ansøgere falder, for der er jo mange andre mulige årsager. Og sådan kan man blive ved.

Sproglig lapsus, den usaglige kværulant på skrift, en tirade af løse påstande - så har du "Knæk kridtet" rammet ind. Og by the way: Hvorfor hedder bogen "Knæk kridtet"? Det giver ingen mening, vel? Samme sag med dedikationen til "alle de, som aldrig fik skolepengene tilbage". Sjovt? Næppe. Provokerende? Tja. Goddag mand økseskaft? Også i den grad.

Det turde fremgå, at bogen som provokation opfylder sit formål - for hold op, hvor er den sørens irriterende, men af de forkerte årsager. For det er gratis påstande, som kastes på bordet. Det hævdes for eksempel, at ledere skal have mindst 60.000 om måneden, at skolen ikke kan rumme alle elever, at dårlige lærere skal kunne fyres, at der skal bruges resurser på ordentlige undervisningslokaler, at skoletoiletterne skal være lækre, at de anderledes børn fylder meget i folkeskolen, at der skal gives mere idræt til alle og så videre og så videre. Påstande, som ingen vel kan være uenige i, men som ikke flytter noget som helst. Dertil er de for populistiske.