Anmeldelse
Det 20. århundredes Danmarkshistorie
Det 20. århundredes Danmarkshistorie
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Man er tilbøjelig til at glemme de sidste år og koncentrere sig om tiden op til den kolde krigs start. Men historie er også det, der skete i går.
Fakta:
Titel: Det 20. århundredes Danmarkshistorie
Forfatter: Peter Schroeder
Pris: 260 kroner
Sider: 192 sider
Type: Bog
Forlag: Columbus
Bogen "Det 20. århundredes Danmarkshistorie" er beregnet til gymnasiet, men 9. og 10. klasse vil også kunne have stor gavn af den. Den er dog især velegnet til historielæreren i folkeskolen, der måske efter nogle års pause fra faget skal til at undervise i det igen.
Som titlen antyder, er det 20. århundrede bogens område, men den starter faktisk længere tilbage i Danmarkshistorien, nemlig sidst i 1700-tallet. Et godt eksempel på, at historiefaget er kronologisk. Selv om man hiver en periode ud, er det altid en del af en kontekst. Forfatteren har virkelig formået at følge denne kronologi i et sikkert og flot sprog, som er letlæseligt for elever.
Alle ord og begreber, som altid er i luften i denne tidsperiode, bliver belyst og forklaret på en god måde. Fodnoter erstatter slutnoter, og det er en stor hjælp til læseren. Faktaboksene lægger op til tværfagligt arbejde med danskfaget. Grafer og statistikker er velvalgte og danner basis for en god debat om samme.
Man kan indvende, at otte sider om besættelsen er i underkanten. Det er trods alt den største begivenhed for vor nation i nyere tid. Det kan dog undskyldes med, at det også er den begivenhed, der er skrevet mest om i nyere tid, og at man så bare kan læse andre bøger om præcis det emne.
Til læreren - brug et par aftener på bogen og bliv godt klædt på til et spændende kapitel af Danmarks historie. Til eleven - brug bogen som grundbog i et emne.