Almindelige mennesker har længe undret sig i deres stille sind: Kan man virkelig bortdømme et helt skolesystem bare på grundlag af nogle få endda tvivlsomme internationale målinger af elevers færdigheder i læsning og matematik?

De pædagogiske forskere har været tavse, men selvfølgelig kan man ikke det. Nu træder en professor endelig frem og siger den indlysende sandhed: »De internationale, empiriske undersøgelser kan ikke stå alene«.

Thyge Winther-Jensen hedder han, lige tiltrådt som professor i international komparativ pædagogik, danmarkshistoriens første.

»De empiriske målinger rummer ikke hele sandheden og måske endda kun en meget begrænset del af den«, tilføjer han.

Testresultaterne fra for eksempel Pisa bliver meningsløse, hvis de ikke bliver set i forhold til det, som det danske uddannelsessystem faktisk vil, og som den danske befolkning ønsker.

»De internationale sammenligninger skal indgå i en pædagogisk værdidebat. Ellers vil den løbende offentliggørelse af nye testresultater kaste pædagogikken i alle retninger«, påpeger Thyge Winther-Jensen.

To tilgange tørner sammen

At prøve at give de internationale test mening er netop en opgave for den komparative pædagogik.

»De internationale målinger bør suppleres af sammenlignende studier af de forudsætninger og sammenhænge, som danner grundlag for talstørrelserne«.

Det er to videnskabssyn, to sprog, der tørner sammen et positivistisk og et kulturorienteret.

Det positivistiske som Pisa og IEA betjener sig af interesserer sig for elevernes ydeevne, slet og ret, måler den og undersøger, om der er et mønster i den, for at finde ud af, hvad der giver den bedste præstation. Hvad der virker.

De positivistiske forskerne leder efter lovmæssigheder i pædagogikken. Målet er at optimere elevernes ydeevne.

Det kulturorienterede videnskabssyn prøver at forstå og forklare substansen i og meningen med et uddannelsessystem. En test som Pisa er blot en af flere kilder. Skolelove og uddannelsesdebatter kan være andre kilder.

Den positivistiske tænkemåde stammer fra naturvidenskaberne. Den ser sig selv som en objektiv og værdineutral videnskab. Det kulturorienterede videnskabssyn hører hjemme i humanvidenskaberne. Det interesserer sig for ideologi, historie og kulturelle og menneskelige værdier.

Positivisterne fører på point

Den internationale komparative pædagogik opstod sammen med nationalstaterne. Den har fra sin begyndelse været humanistisk. Den positivistiske tankegang har imidlertid vundet terræn, siden en gruppe forskere i 1958 mødtes for at diskutere muligheden for at måle elevpræstationer på tværs af lande­græn­ser.

Siden har The International Associa­tion for the Evaluation of Educational Achievement (IEA) som er en uafhængig og almennyttig forening af uddannelsesforskere under belgisk lov gennemført en række stort anlagte internationale undersøgelser af skoleelevers færdigheder i matematik, læsning og naturfag.

Den positivistiske dominans når netop i disse år hidtil ukendte højder med Pisa, OECDs internationale test af 15-årige skoleelevers præstationer i matematik, læsning og naturfag, som blev sat i gang i 1998 og skal fortsætte flere år frem.

Thyge Winther-Jensen er udset til at opbygge den Enhed for international komparativ uddannelsesforskning på Danmarks Pædagogiske Universitet, som skal prøve at få testlavinen sat ind i et større pædagogisk, humanistisk og kulturelt format.

»Når OECD har sat Pisa-programmet i gang, skyldes det, at nationalstaterne nu opfatter uddannelse som et konkurrenceparameter«, siger han.

»Grunden til Pisa blev lagt med IEA-undersøgelserne, der i forbløffende grad ryddede den uddannelsespolitiske dagsorden i en række lande, blandt andet Danmark. Landet fik jo et chok, det såkaldte Togochok, efter læseundersøgelsen i begyndelsen af 1990erne«.

»Men teknikken og de metodiske overvejelser, der lå til grund for undersøgelserne, var der kun få, som gad sætte sig ind i«.

»Havde de gjort det, ville de have erfaret, at forskerne bag selv var bekymrede over, at deres komparative bestræbelser på ad statistisk vej at finde forklaringer på forskelle mellem elevpræstationer blot blev trukket ud og brugt som sammenlignelige talmål for elevpræstationer mellem landene«.

Iver efter at måle

»Denne iver efter at måle alt, forstærket som den er af den internationale konkurrence, har grebet om sig i et hidtil ukendt omfang«.

Pisa er et vendepunkt, vurderer han. Aldrig før har en komparativ undersøgelse haft så meget politisk og økonomisk tyngde. Over 30 lande er med, og det er de enkelte landes regeringer og ministerier, der står bag, ikke en frivillig forskergruppe.

Hensigten er heller ikke til at tage fejl af. Ifølge den første Pisa-rapport, »Meas­uring Student Knowledge and Skills. A New Framework for Assesment«, skal målingerne »give uddannelsespolitikere mulighed for at sammenligne deres eget lands præstationer på uddannelsesområdet med de øvriges. De vil kunne bidrage og motivere til reformer og skoleforbedringer, specielt hvor skoler eller uddannelsessystemer med samme resursetilførsel opnår markant forskellige resultater«.

Her har den kulturorienterede komparative uddannelsesforskning fået en udfordring, der er til at tage og føle på.

»Den første opgave og det er egentlig den mindste af dem, selv om den kan være besværlig nok endda må bestå i at sætte sig grundigt ind i den metode, der ligger til grund for undersøgelserne«.

»Det er en væsentlig forudsætning for at kunne forholde sig kritisk til dem og se de fejlkilder, der eventuelt måtte ligge gemt i dem«.

Han har allerede beskæftiget sig med teknikken bag IEA-testene og peger i sin nye bog »Komparativ pædagogik faglig tradition og global udfordring« på diverse svagheder.

»Men den anden og måske væsentligere opgave«, fortsætter han, »må bestå i at komme et skridt videre og grave dybere, end de umiddelbart sammenlignelige talstørrelser giver anledning til«.

»Hvis disse tal kommer til at stå alene, bliver vi ustandselig løbet over ende af den ene undersøgelse efter den anden, der kaster os hid og did og lægger enhver pædagogisk diskussion øde, fordi kvalitet reduceres til det, der kan måles«.

Bag tallene

Derfor må tallene ikke stå alene, understreger Thyge Winther-Jensen. De bør suppleres med sammenligninger og studier af de historiske forudsætninger og de kontekster, som danner grundlag for ta­l­størrelserne.

»For hvad er det, vi vil med vore uddannelser? Er målet blot at komme øverst på en eller anden scoringsliste eller league table?«

»Der er næppe uenighed om, at de basale færdigheder ikke må forsømmes. Men hvad så derudover? Hvordan skal balancen være mellem basale færdigheder og den indsigt og forståelse, vi også gerne ser fremmet?«

»Og hvis vi går et trin højere op, skal så den samlede fagplan være rettet ind efter rene økonomiske hensyn? Og vil en dyrkelse alene af basale færdigheder i virkeligheden i sidste instans stå sig bedst i konkurrencen? Eller er der andre hensyn at tage af kulturel og personlighedsudviklende art?«

»Og endelig, hvis vi bevæger os op på det højeste trin. Hvilket menneskesyn ønsker vi lagt til grund for uddannelserne?«

Den komparative pædagogik ønsker en afvejende helhedsbetragtning, fastslår Thyge Winther-Jensen.

»Vi vil gerne nå videre end til tekniske målinger af præstationer på begrænsede områder. I sin oprindelse er der i den komparative pædagogik indbygget en stærk humanistisk tradition, som vi i den her situation på ingen måde bør give slip på«.

Én god virkning har de mange internationale målinger dog haft:

»De har tvunget os til at se mere kritisk på vores eget uddannelsessystem. Vi fik øjnene op for, at det, vi troede var verdens bedste uddannelsessystem, måske havde behov for justeringer i visse henseender«.

jvolsen@dlf.org

Thyge Winther-Jensen er nyudnævnt professor i komparativ pædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitet, den første af sin slags i Danmark. Han skal stå for universitetets opbygning af Enhed for international komparativ uddannelsesforskning. Komparativ pædagogik er en stor forskningsgren i nogle lande, men har aldrig været det i Grundtvigs land.

Thyge Winther-Jensen er en af de få forskere herhjemme, der beskæftiger sig med international sammenlignende pæ­da­gogik. Han har netop udgivet bogen »Komparativ pædagogik faglig tradition og global udfordring« på Akademisk Forlag.

Han blev uddannet på Zahle Seminarium 1961, derpå lærer i København frem til 1971, da han blev magister i pædagogik på Københavns Universitet og seminarieadjunkt. 1972 lektor i pædagogik på Københavns Universitet.