Debat

Ingen kritik af Hellerup Skole – tak

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 14 får Niels Christian Sauer på lederplads en stærkt personlig præget opsang af chefredaktøren for sin kritik af Gentoftes skoleprojekt Skub.

Og projektet promoveres endnu en gang.

De løbende og systematiske evalueringer kunne nok lære alle, andre i folkeskolen en hel del, hævder Folkeskolen. Uden dog at forklare sig nærmere.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Denne lovprisning kan på sin vis ikke overraske mere.

Spareivrige politikere og den pæ­dagogiske elite har i uskøn forening igennem lang tid med henvisning til blandt andet Gentofte-projektet og Håbo i Sverige haft travlt med at fortælle, at alle, der ikke lige vil være med til at indføre den »fleksible« skole ved at opløse klassen, afskaffe klasselokalet og nedlægge specialundervisningen, er gamle og forstokkede. Hvis man er lidt kritisk og i stedet kræver større lokaler, tå­lelige klassekvotienter og bedre specialundervisningsdækning til den »almindelige« skole, så er man nærmest blevet betragtet som udviklingsdebil.

Selvfølgelig kan man ikke bedømme en skole alene på karaktererne. De siger ikke ret meget. Der er mange andre vigtige faktorer i skolen. For eksempel elev­gruppens sociale sammensætning og antallet af tosprogede elever.

Og der burde være plads til ­både kritik, socialgruppe fem og »farverige« elever i ethvert skolevæsen.

Men der er åbenbart ikke plads til kritik af den pædagogiske eli­tes darling.

Det er ærgerligt, at Folkeskolen i denne sammenhæng går efter Sauer og ikke prøver at få en dis­kussion om det pædagogiske indhold og konsekvenser af Skub og Håbo-projektet.