Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
www.matnatverdensklasse.dk
Traditionel tal- og algebra-undervisning har i store træk handlet om at forenkle udtryk. I Klare Mål lægges der op til, at eleverne skal undersøge, systematisere og arbejde med problemløsning. »Hvilke opgavetyper kan det da være hensigtsmæssigt at arbejde med for at udvikle algebraisk kompetence?« skriver Michael Wahl Andersen på ovenstående webside.
Formålet med matematik og naturfag i verdensklasse er at øge interessen for matematik og naturvidenskabelige fag, at sætte fokus på matematik og naturvidenskabelig dannelse og at motivere unge for en teknisk/naturvidenskabelig uddannelse.
Det er den gode baggrund for siderne, som er skabt af Learning Lab Hovedstadsregionen, som består af Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Københavns Amt, Frederiksborg Amt, Roskilde Amt og Hovedstadens Udviklingsråd. I den kommende tid og det er frem til 2006 arbejdes der med delprojekter til gymnasiet, men også med et tværfagligt projekt biologi, fysik/kemi og geografi for 8. klasse samt et overgangsprojekt fra natur/teknik i 6. klasse til biologi, fysik/kemi og geografi i 7. klasse.
Det bliver jo spændende at følge med i, ikke mindst fordi det forslag til undervisningsforløb i tal og algebra ved Michael Wahl allerede foreligger til brug. Målgruppen er her 5.-6. klasse, og jeg synes, at det er en rigtig spændende formidling af stoffet, som jeg i hvert fald ikke har set før. Man har nemlig formået at gengive talmønstre som geometriske mønstre, hvilket kunne give en indgang til anvendelsen af formler via en systematisk problemløsning, der tager udgangspunkt i geometriske former.
Det ser rigtig interessant ud.
Dertil kommer et undervisningsforløb, som Wahl har begået sammen med Lisser Rye Ejersbo med titlen Storylinemetoden. Inspirationen til denne form for storyline, skriver forfatterne, kommer fra projektarbejde og Howards Gardners »stærke indgange til undervisning«, som man kan læse om i »Disciplin og dannelse«. Dette forløb tager sit udgangspunkt i forskellige familieformer og disses forskellige økonomiske muligheder og vilkår. Det er et stærkt tværfagligt forløb, hvor eleverne ved terningkast får tildelt en social status. Ved at indhente tal fra www.dst.dk bliver eleven bevidst om familiernes økonomiske muligheder.
Det er et forløb, hvor eleverne også tegner og bygger familiens bolig op efter egne ønsker og drømme.
Også dette forløb ser spændende ud, og det kan hentes ned kvit og frit.
www.nano.unf.dk
Og så er det, at man lader sig sende videre hen over siderne til Nano Camp 2004. Det er en camp, som afholdes i sommerferien for gymnasieelever for tredje år i træk. Den varer en uge, er tilrettelagt af universitetsstuderende (naturvidenskabsfolk), og prisen for at deltage er overkommelig. Emnet er nanoteknologi, men målgruppen er jo ikke folkeskoleelever, så hvorfor en omtale i denne rubrik?
Jo, fordi det er en smaddergod idé, som sagtens kunne gøres efter i folkeskoleregi. Det kunne være et supplement til feriekolonien. Dem er der vist ikke mange tilbage af, men måske kunne man genopdage dem med et fornyet indhold, ganske som i Nano Camp, blot i en folkeskoleudgave. I en tid, hvor alle snakker om naturvidenskabelig dannelse, kunne man give de store elever en chance for sammen med ligesindede at fordybe sig i og arbejde aktivt med naturvidenskaberne i en grad, som folkeskolen ikke har mulighed for i det daglige.
Det kunne da tænkes, at arrangørerne af Nano Camp kunne tænke sig at gå ind i et sådant arrangement.
Jeg ved ikke af, at noget sådant findes her i landet, men det ville da være en oplagt og spændende opgave at gå ind i for Undervisningsministeriet. Ja, man taler så meget om progression, så hvorfor ikke.
Så lad det hermed være en opfordring til at sætte handling bag de mange talemåder.
www.baeredygtigudvikling.nu
At gøre udviklingen bæredygtig er jo en af de helt basale opgaver, naturvidenskabsmændene og ditto kvinderne står over for. Se selv efter og husk, at det er kommende generationer, som også skal sikres tåleligt ophold på kloden, også derfor skal vi holde den oppe.