Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Formanden for Aalborg Lærerforening Bjarne Krogh er per 1. april også formand for Nordjyllands Amtskreds, hvor han efterfølger Ole Jensen, der har besluttet sig for at koncentrere sig om sit arbejde som hovedstyrelsesmedlem.
Samtidig har amtskredsen lagt sin struktur om, så forretningsudvalget nu består af de nordjyske kredsformænd - Læsø har ikke ønsket at være med, og efter en sammenlægning af de allernordligste kredse betyder det, at der er syv formænd, som mødes cirka ti gange om året.
'Ideen er, at udvalget bliver et aktivt forum for erfaringsudveksling og politikudvikling. Vi vil dele møderne op i to, så vi i den ene del af mødet udfører de opgaver, som amtskredsen skal varetage, og i den anden del udveksler erfaringer om det arbejde, vi er i gang med omkring løn- og arbejdstidsforhandlinger, og for eksempel kan tage initiativ til et hurtigt fyraftensmøde for kredsstyrelsesmedlemmer om et aktuelt politisk emne', siger Bjarne Krogh.