Forældre vil gå langt for at undgå at falde ned i kategorier som curlingforældre eller egoforældre, og de er generelt nervøse for at komme til at overskride lærerens grænser for, hvornår de må kontakte og spørge ind. Det betyder så til gengæld, at Forældreintra, hvor alt er tilladt, svømmer over, og at forældrene får sat en masse aftaler og regler op, som langtfra passer for alle.

Lektor Dorte Kousholt har fulgt en skoleklasse fra 1. til 3. klasse og set på, hvordan dynamikkerne i skole-hjem-samarbejdet udvikler sig. Hun ser tre store udfordringer: generalisering, ansvarsforskydning og ensretning.

»Negative, generaliserende billeder af forældretyper eller generationer har fyldt meget i samfundsdebatten, og selv om de kan fange læreres enkeltoplevelser, så gør de ikke noget konstruktivt for forældresamarbejdet. En anden udfordring handler om problemforskydninger og afmagt, hvor skolen ikke i tilstrækkelig grad får rammesat og understøttet. Og endelig er der en tendens til, at det gode samarbejde handler om konsensus og enighed, og det kvæler muligheden for forskellighed«.

Som forsker tilbyder Dorte Kousholt ikke en model for, hvordan skole-hjem-samarbejdet skal organiseres. Hun mener, at det skal udvikles i forhold til den enkelte skoles resurser og ambitioner. Men hun opfordrer til, at man i højere grad tænker over organisering og kommunikationskanaler. Hvad vil man som skole med forældrene, hvordan vil man inddrage dem, og hvordan rammesætter og understøtter man samarbejdet?

Skole-hjem-sam­arbejdets udvikling 

Forældrene kan ikke fjernstyre eleverne

Undervejs i de tre år oplevede Dorte Kousholt, at der er en tendens til, at lærere ser det gode skole-hjem-samarbejde som der, hvor der er konsensus og enighed. Men skolelivet er en svær periode, så der vil opstå konflikter, og det er jo netop der, at det er nødvendigt med samarbejde, pointerer hun.

»Spørger man lærere og pædagoger, så fremhæver de ofte det gode samarbejde som der, hvor det går godt. Men for forældrene var det gode samarbejde der, hvor man håndterede udfordringer. Som udgangspunkt har forældre og skole jo forskelligt perspektiv på skolen, og det er netop derfor, der er behov for samarbejde«.

Forskeren mener ikke, at man bare kan sige, at skolen har ansvar for det, der foregår i skolen, og forældrene for det, der foregår hjemme. Børnenes liv går på tværs af de to verdner, og forældrene kan være med til at skabe sammenhænge for børnene. Men det bliver et problem, når forældrene får ansvar for at løse ting, som foregår i skolen.

»For eksempel når uro i skolen bliver gjort til et opdragelsesproblem, hvor man sender kollektive beskeder på Intra om, at forældrene skal tale med børnene om at være mere stille i timerne. Det kan de selvfølgelig godt, men det er svært for forældrene at få reel indflydelse, for de aner ikke nødvendigvis, hvad der foregår i klasserummet, og hvad det er for sociale dynamikker, der gør, at klassen kører op og bliver urolig. Det er skævt at tro, at forældrene kan fjernstyre eleverne henne i skolen. Det kan de ikke«.

Dorte Kousholt har fulgt elever gennem dagen og observeret, hvor meget de egentlig skal orientere sig i. Skiftende lærere, vikarer, nye rum, nye krav, frikvarterer og forskellige stemninger. Det kan være gode flow, eller det kan være, at man har haft en konflikt i frikvarteret, som spiller ind på gruppedynamikken i timen.

»Der var for eksempel en dreng, der havde startet dagen med lidt ondt i maven, og hvor forældrene var i tvivl om, hvorvidt de havde presset ham lidt for meget til at komme af sted. Han siger det til den første lærer, som siger: »Vi må lige se det lidt an«. Men det siger den næste lærer også, og sådan gentager det sig gennem dagen, mens drengen bliver mere og mere nedtrykt. Pointen er, at lærerne også kun har begrænset indblik i børnenes verden. Så det kræver et godt samarbejde, hvis man skal stykke det hele sammen til en forståelse af, hvad der er på spil, når et barn har det svært«, siger Dorte Kousholt.

Og lige så vel som der er negative forældregeneraliseringer, er der negative generaliseringer i forhold til forældrenes billede af lærerne. Særligt når det drejer sig om børn, der har det svært og mistrives. Forældrene kan få et billede af, at det er den enkelte lærer, der er problemet. Eller de kan opleve, at skolen skubber ansvaret over på familien og gør skoleproblemer til familieproblemer.

E-kommunikation kan forstørre konflikter

Generelt har både lærere og forældre en god forståelse af, at det faglige og det sociale er meget sammenflettet, og lærerne har god opmærksomhed på at få det til at spille sammen.

»Men når der kommer konflikter, sker det ofte, at man får skilt det faglige og det sociale ad igen. Og hvor lærerne særligt i de små klasser er meget optagede af at snakke med børnene og få dem inddraget i konfliktløsninger, kan lærerne blive mere og mere pressede af de faglige krav på de højere klassetrin, og det lægger pres på for eksempel konflikthåndtering. Det er jo helt reelt med de høje krav og målsætninger, som lærerne er underlagt, men det underkender, hvor meget konflikter spiller ind i børnenes læringsbetingelser«, siger Dorte Kousholt.

På skolerne så hun, hvordan konflikterne bliver skubbet over i den understøttende undervisning, men man kan ikke vente to dage med at løse en konflikt. Ligesom det heller ikke fungerer, at pædagoger skal komme ind og trylle på et andet tidspunkt end der, hvor konflikten fylder.

Her kan de elektroniske kommunikationskanaler gøre det værre. I form af både elevernes digitale kommunikation, som er skjult for både lærere og elever, og lærere og forældres kommunikation på Forældreintra.

»Nogle af de forløb, jeg har været involveret i, hvor der er højspændte konflikter mellem forældre eller med lærerne, der er Forældreintra involveret. Det tager ekstra fart, fordi der ikke er den sociale afstemning, der ville være i det direkte møde, og man skriver, når man er vred«.

Dorte Kousholt oplever, at det betyder noget, at lærernes tid er blevet så stramt styret, at de ikke har tiden til at gøre det, de ved ville hjælpe, i form af fysiske møder.

Skole-hjem-sam­arbejdets udvikling 

For meget bliver overladt til forældrene

Forældrene har også fået at vide, at de ikke må tage for meget af lærernes tid.

»Der er ikke klare regler for, hvornår man må kontakte lærerne, og mange forældre er i tvivl om, hvor bagatelgrænsen går. Der er ikke meget tid om morgenen, og hvor det for nogle lærere er naturligt at tale der, er det et problem for andre. Det betyder så til gengæld, at forældre tyer til Forældreintra, hvor man kan skrive, når og hvor meget man har behov for, for der kan lærerne jo selv bestemme, hvornår de vil læse og svare«.

Lærerne er på den anden side usikre på, hvordan og hvor meget information de skal give til forældrene. Derfor mener forskeren, at der er brug for, at den enkelte skole og lærerne får sat nogle klare rammer for, hvad de gerne vil have forældrene til at bidrage med. Og så følger op med at organisere samarbejdet på måder, der gør det muligt.

»De seneste års fokus på, hvor vigtig forældregruppen er for inklusionsproblematikkerne, kombineret med lærernes stramme tidsstyring har gjort, at man nogle steder overlader for meget til forældrene. Man tænker jo flere sociale arrangementer, jo bedre. Men der har jeg også set eksempler på, at jo flere arrangementer, jo mere føler nogle sig udenfor. Det kan opleves som et pres for at skulle alt muligt hele tiden«, siger Dorte Kousholt.

Hun vil ikke gå så langt som til at sige, at forældreinddragelsen har taget overhånd. Men hun mener, at der er behov for at se på, hvad der er relevant, og så udvikle samarbejde og aftaler forældre og lærere imellem for, hvordan og hvor meget man kommunikerer, og hvor mange aktiviteter der er behov for.

»Her mener jeg ikke flere regler besluttet af forældregruppen. Det kan være fint nok med for eksempel en alkoholpolitik i udskolingen. Men i min forskning kan jeg se, at mange forældre ikke vil være dem, der siger noget andet end flertallet. Så ofte bliver der opstillet fælles regler, som faktisk passer virkeligt dårligt for nogle. Og det bliver svært at diskutere familiers forskellige måder at fungere på, hvis det bliver til spørgsmål om at have overtrådt en regel«.

Helt overordnet er det skolens ansvar at få samarbejdet til at fungere og i den forstand også lærerens ansvar, mener hun. Men det betyder ikke, at det skal hænge på den enkelte lærer. Særligt ikke hvis der er konflikter.

»Og så skal man passe på, at man ikke måler succesen for skole-hjem-samarbejdet på, hvor mange der er til stede, eller hvor mange der er tilfredse. Vi skal i stedet huske, at gode klasser og godt samarbejde kan se meget forskelligt ud, og det vigtigste er, at der er plads til uenigheder og til forskelligheder, så alle kan opleve, at der er plads til dem«.