Anmeldelse

Motivation som refleksion

Skoletræthed kan modvirkes, viser ny bog om elevers motivation i skolen. Men det kræver den rigtige klasserumskultur.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Elevers motivation for læring i skolen er dalende fra skolestart til udskoling, viser forskningen, der ligger til grund for denne bog om unges motivation. Det er udgangspunktet, og der er behov for ændring og udvikling. På det grundlag har forfatterne opstillet to spørgsmål:

Fakta:

Titel: Unges motivation i udskolingen

Forfatter: Mette Pless, Noemi Katznelson, Peder Hjort-Madsen, Anne Mette W. Nielsen

Pris: 199

Sider: 198

Forlag: Aalborg Universitetsforlag

"Hvordan kan vi forstå, hvad der skaber motivation for læring blandt (forskellige grupper af) unge i udskolingen?" og "Hvilke læringsrum medvirker til at understøtte unges motivation for læring (og videre uddannelse) i udskolingen?"

Det er kapitel 8, "Det praktiske arbejde med motivationsudfordringer. Erfaringer fra en forskningscirkel", der sammen med afslutningen af bogen er det mest interessante for lærere. Kapitlet er en gennemgang af fire forskellige projekter vedrørende arbejde med elevers motivation, et med en enkelt person, de øvrige med grupper og med hele klasser. Nogle af projekterne resulterede i nye konkrete tiltag og metoder på de involverede skoler.

Der laves SnapLogs, så motivation bliver til et refleksionsredskab. Typiske udskolingselever bliver interviewet, og det fremgår, hvilken balancegang det er at få klassen til at fungere som både social arena og læringsrum. Der observeres og konkluderes, at organiseringen af skolen, klasserumskulturen - bredt forstået - og arbejdsformerne har stor betydning for elevernes tryghed og motivation. Der er desuden et kapitel om ungdomslivet uden for skolen.

Sidst i bogen er der referencer og fem bilag, der hver for sig er interessante: spørgeskemaundersøgelserne, SnapLogs (hvad er det, og hvad skal man gøre?), interviewguider og regressionsanalyse. Især SnapLogs og interviewguider kan bruges i egen praksis.

Bogen anbefales til lærerbiblioteket.