Den offentlige debat om KL's nye udspil »Nysyn på folkeskolen« drejer sig om pædagogik. I virkeligheden burde den dreje sig om finanspolitik, for det er det, udspillet dybest set handler om: Penge.

Skolen skal ifølge udspillet udstyres med en ny form for overbygning, der dækker 6.-9. klassetrin.

Der skal ikke være klasser i traditionel forstand. Eleverne skal mikses efter deres faglige standpunkt i de forskellige fag, så Markus fra 8. klassetrin for eksempel går sammen med elever fra 6. klassetrin i matematik og sammen med elever fra 9. klassetrin i dansk. Som KL skriver i en pressemeddelelse:

»Det nye er, at eleven i overbygningen selv sætter sit læringsmål i samarbejde med lærerne og forældrene. I praksis betyder det, at eleven i samråd med en lærer sammensætter sit eget skema og vælger undervisning på forskellige trin, som understøtter elevens læringsmål og læringsstrategi«.

Kommunerne kan spare penge på den måde at organisere eleverne på. I dag underviser en lærer nemlig 11 elever i gennemsnit. I en fleksibel overbygning kan elevtallet per lærer komme betydeligt højere op. Det giver så kommunerne nye muligheder for at nedlægge lærerstillinger.

Skal denne strategi lykkes, kræver det ændringer i folkeskoleloven. Det er derfor, KL prøver at lancere projektet som nyskabende pædagogik, imens regeringen er i gang med et 360-graders-serviceeftersyn af skolen, der skal føre til forbedringer.

Det afgørende pres mod undervisningsministeren og forligspartierne bag skoleloven skal imidlertid sættes ind af finansministeren, tænker KL-folkene givetvis.

Den taktik havde de nemlig held med i 2002, da de fik skrevet ind i aftalen med staten om kommunernes økonomi for 2003, at »for at styrke fagligheden og give kommunerne bedre muligheder for at imødegå det demografiske udgiftspres sigtes der gennem regelforenklinger på at give bedre mulighed for holddannelser på tværs af klasser og klassetrin blandt andet via en faseopdelt skole«.

Finansministeren lovede således KL, at han ville arbejde for at få skoleloven ændret. Forligspartiernes uddannelsesordførere blev rasende over den utidige indblanding, men loven blev ikke desto mindre ændret, så eleverne nu kan deles i hold gennem hele skoleforløbet.

Nu forsøger KL så at fjerne flere barrierer, der står i vejen for foreningens uophørlige »opgør med éttallernes tyranni- én klasse, én lærer, én time«, som det bliver udtrykt i pressemeddelelsen.

I 2002 var det et stigende elevtal, der pressede kommunernes økonomi, i dag er det et stigende antal plejekrævende ældre.

Det ville gavne den demokratiske debat om folkeskolen, hvis KL kaldte en spade for en spade. Der kommer ikke noget godt ud af at bruge pædagogikken til at liste besparelser igennem med.

John Villy Olsen, journalist, jvo@dlf.org