Debat
Venstre og sandheden
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Lad mig fastslå, at uddannelsespolitisk ordfører for Venstre, Tina Nedergaard, og jeg, lærer i en folkeskole, befinder sig hvert sit sted - desværre.
I mit virke arbejder jeg på at få børn til at skelne sandt fra usandt. Tina Nedergaards arbejde er tilsyneladende at gentage en usandhed så mange gange, at den kan blive sand.
I Politiken for nylig skriver hun: »Det er ærgerligt, at DLF modarbejder regeringen«. DLF og lærerne modarbejder ikke regeringen, men vi er, som professionelle undervisere, uenige i regeringens nye skoleforlig.
Hun skriver videre: »Hver sjette elev, der forlader folkeskolen, kan ikke læse, skrive og regne tilfredsstillende«. Det er en statistisk usandhed, som Bertel Haarder var den første til at bringe.
Videre: »Det er ærgerligt, at DLF bruger alle sine kræfter på at kritisere og være negative«. Helt ærligt, DLF er gået konstruktivt ind og har udarbejdet en meget rost rapport, der hedder »Gør en god skole bedre«.
Så skriver du: »Det er ærgerlig . frem for at indgå i en konstruktiv debat«.
Den er grov, DLF har tigget og tryglet, ja, næsten ligget på sine grædende knæ for at komme med i debatten, men nej. Den kan du ikke krybe uden om.
Endelig skal du have tak for materialet til min næste dansktime om: »Sammenhæng i argumentationen«. Du skriver: »Det er ærgerligt, at de bruger så meget energi på at kritisere 45 minutter test per skoleår«. Her skal vi forstå, at det er latterligt, når det kun er 45 minutter på et helt år. Længere nede skriver du imidlertid sandheden: »Når testene skal bruges i den daglige undervisning i klasselokalerne rundt om i landet«.
Mit hjerte banker for børnene og vores fælles fremtid. Derfor ligger det mig meget på sinde, at vi faktisk får »verdens bedste folkeskole«. Skulle vi ikke se at få en debat.