Det er med sorg i sinde, at jeg læser Steen Nielsens indlæg, »Kristendomsfaget skal afskaffes«, i Folkeskolen nummer 11.

Han begrunder afskaffelsen med selv samme argument, som faktisk gør, at faget skal revideres og opprioriteres med hensyn til timetal og status i skolen.

Vi står nemlig over for en multikulturel og religiøs udfordring i skolen, som på alle måder er et gode. Er det ikke på tide, vi indser, at vi har kigget dybt nok i vores egne navler og må se lidt ud over Danmarks grænser?

Hvad ville da være bedre for kristne elever såvel som elever med anden religiøs overbevisning end at skabe et fællesskab på trods af de forskellige livs- og religionsopfattelser.

Det handler om dannelse, og et ideal er svært at finde i vor tid.

Men netop i faget kristendom, hvor etikken og medmenneskeligheden er i højsædet, får eleverne et indtryk af, hvordan man egentlig behandler sine medmennesker i et samfund, der ikke viser sig som et særligt godt forbillede for den opvoksende generation.

Kristendomsfaget skal revideres, så undervisningen i andre religioner bliver et krav allerede i de små klasser. Det er vigtigt at oplyse om og undervise i kristendommen, for at vi har et ståsted i mødet med andre. Man skal lære sit eget hus at kende, før man kan besøge andres. Men ærlig talt. Er vores hus så kendt, at vi kan tillade os at være os selv nok?