I “Matador”, som vel stadig huskes af mange, er der en scene, som jeg holder meget af.

Der er frokost hos familien Skjern. I afsnit 19, “Handel og vandel”, er Daniel kommet hjem ledsaget af frøken Mose, som viser sig, til alles overraskelse, at være en ældre dame.

Under frokosten piner Mads Skjern som sædvanlig Daniel ved at spørge ind til netop det, som er svært mellem dem. Da Daniel er flygtet ud af spisestuen, mister Ingeborg selvbeherskelsen og råber det eneste rigtige i situationen:

“Kan du da for helvede ikke lade den dreng være i fred?”

Det fik jeg så lyst til at råbe, da jeg så overskriften på Trine Bramsens indlæg eller -spark om børn, der åbenbart bliver vindere, hvis de hjuler af sted på en cykel. Kan I politikere da for h… ikke lade de børn være i fred.

For et stykke tid siden snakkede jeg med en af mine venner om vor skoletid. Vi endte med at konkludere, at da vi forlod realen, det er nogle år siden, var vores basisviden større end mange af de nyudsprungne gymnasiaster, som i dag kører døddrukne rundt.

Cykler – min bare. Undskyld, men jeg bliver så harm, når det, der burde foregå i skolen, omgærdes af et så forarmet sprog. Det centrale er dannelse. Der skal skabes en mulighed for, at eleverne gennem de år, de går i skole, får den viden og samfundsforståelse, som gør det muligt for dem at få et godt og værdigt liv.

Det har mange års politiske genistreger gjort stedse vanskeligere.