Lad mig indledningsvist og for retfærdighedens skyld slå fast: ”Målorienteret undervisning i skolen – Redskaber og inspiration til praksis” er både lettilgængelig, velskrevet og baseret på nyere forskning. Bogen er en del af serien ”Undervisning og læring i praksis”, hvor intentionen er at bygge bro mellem evidens og praksis i skolen. Målgruppen er alle, der arbejder med undervisning og læring, for eksempel pædagoger, lærere og skoleledere.

”Bogen omhandler læringsorienteret målstyring i praksis med fokus på at arbejde systematisk og datainformeret”, og gennem tre overordnede kapitler føres læseren gennem planlægning, undervisning og læring i forhold til den enkelte elev. I hvert kapitel lægges der op til, at læseren kan hente og udfylde de anvendte skabeloner fra bogens egen hjemmeside til egen praksis. I det første kapitel er omdrejningspunktet års-, periode- og lektionsplanlægning med afsæt i de nye forenklede Fælles Mål, og ved formulering af læringsmål inddrages blandt andet Blooms taksonomi og I.K.V.-modellen. Andet kapitel omhandler planlægning og gennemførelse af den gode undervisning med eksempler på lektionsplaner, Undervisningshjulet, differentiering og gruppearbejde. I tredje kapitel er eleven i fokus, i forhold til hvordan man i praksis kan arbejde med motivation, mestring, feedback og elevinddragelse. Bogen afsluttes med forfatterens præsentation af en oversigt med fem praksiskendetegn ved ekspertlæreren ifølge Hattie.

Men hvad er der galt i, at forfatteren fremhæver det eksemplariske, sætter barren og ambitionsniveauet højt? kunne den kritiske læser med rette spørge. Ikke spor, for det er lige præcis det, langt de fleste lærere efterstræber og gør hver eneste dag i folkeskolen. Og bogen har gode og konkrete praksisidéer. I min optik er den bare også et skoleeksempel på en systematisk tilgang, der er for langt væk fra i hvert fald min praksis. En stor del af bogens indhold fik jeg serveret for år tilbage ved et oplæg af læringskonsulenter fra Undervisningsministeriet ved temaeftermiddage i min kommune. Så ikke så meget nyt under solen på indholdssiden for mig. I kølvandet på førnævnte temaeftermiddage brugte vi i mit team en del tid på at udfylde skemaer i lighed med bogens blot for at erfare, at tiden, vi anvendte til dette, ikke stod mål med udbyttet i praksis.

Hvis jeg som spritny lærer havde læst ”Målorienteret undervisning i skolen – Redskaber og inspiration til praksis”, kunne jeg godt have fået følelsen af ikke at slå til, fordi mange af de givne anbefalinger ikke er forenelige med de fleste - og selv erfarne – læreres tid og rammer for undervisningspraksis i dagens folkeskole. Men nuvel, så anfører forfatteren i bogens indledning, at ”de anbefalinger og redskaber, som bogen tilbyder”, skal anvendes subjektivt og bringes ind i læserens egen undervisningskontekst, hvilket hermed er givet til kommende læsere.