Forudsætningerne for etableringen af en inkluderende skole er overhovedet ikke på plads i dagens folkeskole. Det er i åbenlys strid med Salamanca-erklæringen at fjerne/forringe specialundervisning på den måde, der p.t. praktiseres. En inkluderende skole forudsætter ifølge Salamanca-erklæringen en højt kvalificeret, veludbygget specialundervisningssektor, der sikrer alle elever med særlige behov den støtte, de har brug for; helst inden for rammerne af almenundervisningen, men om nødvendigt uden for den.

Det, vi nu er vidne til, er en forløjet manøvre, der skamrider inklusionsbegrebet under en rent økonomisk dagsorden. Det er jo den sorteste løgn, at »pengene følger med«. Det ses alene af, at det vigtigste politiske redskab er blevet den såkaldte »inklusionsfremmende« økonomistyring, der kort fortalt går ud på at straffe skolerne økonomisk for enhver etablering af specialundervisning. Det siger sig selv, at pengene fra elevens nedlagte specialplacering i bedste fald kun kan følge med, hvis elevens særlige behov er anerkendt. Men når elever med tunge særlige behov fremover »inkluderes« i almenundervisningen, kommer deres særlige behov aldrig for en dag. Det er selve ideen med »inklusionen«. Der er derfor heller ingen penge, der kan »følge med«.

Jeg nægter at tro, at det her er for sofistikeret til, at politikerne og navnlig de involverede eksperter kan forstå det. Hele inklusionsprojektet stinker af svigt, hykleri, følgagtighed og skønmaleri.