Stempeluret. Set fra et logisk synspunkt er uret det naturlige valg, i forlængelse af at lov 409 har frataget lærerne ansvaret for selv at sørge for at få opgaver og tid til at gå op i en højere enhed.

Men man skal være totalt menneskelig og politisk tonedøv for at finde på at sætte sådan et op i folkeskolen år 2014! Når vi om nogle år ser tilbage på dette mærkelige forløb, vil stempeluret symbolisere det historiske nulpunkt, hvor tilliden til lærerne var så ringe, at man ikke engang betroede dem selv at skrive op, hvornår de møder og går hjem.

Men folkeskolen er som bekendt ikke længere én virkelighed, men mange forskellige. Der er de to stempelurskommuner. Der er Vangeboskolen, hvor halvdelen af lærerne er holdt op. Der er Hedehusene Skole, hvor der ligesom mange andre steder ikke er indrettet arbejdspladser, mens man forventer, at lærerne alligevel klarer forberedelsen af hele skoleåret.

Men der er også Tved Skole, hvor medarbejdere og leder gennem et år har arbejdet sig frem til at indrette et arbejdslokale, som passer til de forskellige ønsker. Silkeborg, hvor en lærer glæder sig over at sidde og forberede små YouTube-videoer til eleverne. Og Lyngby-Tårbæk, hvor »årets lærer«, Mette Teglers, har valgt trygheden ved en kommune med aftalt arbejdsfordeling.

Uvisheden er i hvert fald slut. Nu kommer den konkrete virkelighed, som er til at tage og føle på. Det handler om fakta. Er der arbejdspladser, ja eller nej? Hvad sker der med den understøttende undervisning? Hvad med bevægelse, er der tid til det? Er der sammenhængende tid til forberedelse?

Så nu kan alle smide ja-hatte og nej-hatte væk og stoppe spekulationerne. Nu skal vi til at forholde os til de konkrete problemer. Lad os få dem på bordet og konfrontere de ansvarlige. Lad os også se på gode løsninger og inspiration. Så ved alle i det mindste, hvor de skal søge arbejde næste gang!

I medierne har mange af de sædvanlige kommentatorer udtrykt frygt for, at lærerne vil lade utilfredsheden gå ud over eleverne! Jamen, lærernes brændstof er jo engagementet i eleverne. I alle slags kommuner og skoler er de for længst trukket i arbejdstøjet og i gang med at løse så mange problemer, de kan. Netop for at det ikke skal ramme eleverne. Som en lærer siger inde i bladet: »Børnene skal nok klare sig. Vi tager hånd om dem, men jeg kunne godt tænke mig, at nogle passede på mig på samme måde«.

Det burde kommunerne gøre til deres vigtigste opgave. Politikerne og forvaltningerne skulle koncentrere sig om at sørge for ordentlige rammer i det, de selv har trumfet igennem, anerkende indsatsen og kyle stempelurene langt væk.