Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er bekymret for den danske folkeskole. Folkeskolereformen ser jeg som en mulighed, der kan gribes. Men der er mange forhold i det danske samfund og den danske skoleverden, der truer det, jeg bare helt enkelt vil kalde folkets skole. Jeg er bange for, at vi er ved at splitte skolen, forældrene og børnene i grupper og kategorier på måder, der bidrager til at splitte samfundet - og folkets skole skulle det modsatte. I denne situation har alle et ansvar,

skolernes ledere og ledelser har et meget stort ansvar, og den enkelte lærers ansvar og betydning kan ikke overvurderes.

Skoleledelse er et stort emne. Der skrives bøger om det. Den nyeste er Line Arnmark og Dorthe Junges »Skoleledelse i forandring«, en bog og en titel, der ikke kan være mere aktuel og relevant. I denne kronik tager jeg et par enkelte spørgsmål op, som jeg anser for særlig vigtige lige nu. Lige nu er en reformperiode; lige nu er tæt på en konfliktperiode, hvor mange lærere oparbejdede en betydelig frustration i forhold til skolen og KL; lige nu er Ny Nordisk Skole, konkurrencestatstænkning, New Public Management og meget andet. Lige nu er også en periode, hvor en ny alvor er ved at gå op for en række skoleledere.

Mange skoleledere har - sådan formulerer nogle det - måske i virkeligheden indtil nu mere været skoleadministratorer, end de har praktiseret skolelederskab. Eller for at bruge en gammeldags formulering: Der har været mere inspektion end lederskab.

Lederne må træde i karakter

Lige nu står danske skoleledere over for en ny virkelighed. Konflikter og ubesvarede spørgsmål hører til dagligdagen. Og frem for alt: Et nyt ledelsesrum tegner sig. Man kan jo ganske enkelt ikke være leder og praktisere lederskab, medmindre der er et ledelsesrum, og det er et sådant rum, der efter konflikten og efter skolereformen med mere tegner sig meget mere klart end tidligere. Et rum skal fyldes ud; og et rum af den karakter vil altid blive fyldt ud - af den ene eller af den anden. Af ledere, bestyrelser, tillidsmænd, koalitioner af lærere med flere. Men meningen er jo, at ledelsesrummet skal fyldes ud af en leder eller af en ledelse. Det er ikke det samme som en enerådig leder. Enerådighed, ensidig top-down-tænkning og en autoritær ledelsesstil hører ikke vor tid til. Medarbejderinvolvering - medarbejdernes viden, erfaring og holdninger - er en del af den praktiske ledelse. Ledelse bliver til i mødet mellem leder og medarbejder.

Lederne skal - for at bruge en god og gammel formulering - træde i karakter. Lederne skal påtage sig ledelsesopgaven og ledelsesansvaret. Lederne skal lede. Skal fremstå som ledere, skal ses som ledere - af medarbejdere, elever, lærere, forældre med flere. Før man ses som leder af de relevante grupper, er man ikke reel leder, men kun leder på visitkortet. Og det afgørende er ikke, hvad der står på visitkortet, eller hvad ens mor eller moster tror, men hvorledes de relevante parter ser på én, betragter én.

Skal lederen være læreruddannet?

At træde i karakter som leder vil sige, at man betragter sig selv som leder - og ikke som den første blandt ligemænd og lige kvinder, ikke som én, der - måske lidt modstræbende - er presset og udpeget af andre til at være leder, men som den, der virkelig ønsker at være og er leder. Det lyder let og lidt banalt. Det er det ikke! Det kræver autenticitet og integritet. Man kan ikke fremstå som leder, medmindre man betragter sig selv som leder og virkelig står for noget. Man har sit hjerte og sin hjerne med. Man udstråler og er bevidst om nogle holdninger, værdier, principper - for eksempel vedrørende pædagogik, samfund, sundhed, læring, ledelse med mere. Man er fagligt kompetent på nogle klare måder og områder - det kan igen være eksempelvis pædagogik, læring eller ledelse, men det behøver ikke at være det hele. Men det er klart: Man besidder en faglighed, nogle holdninger til og nogle erfaringer med ledelse. Man har også en viden om børn, pædagogik, læring med mere, men det er nok et spørgsmål, om man for eksempel behøver at have en læreruddannelse for at praktisere lederskab på en moderne folkeskole. Det er der mange meninger om, men nu kaster jeg bare spørgsmålet op, fordi jeg tror, vi er nødt til at få åbnet op for dette spørgsmål.

Talkarakterer og Pisa-målinger er utilstrækkelige

I dette ledelsesrum skal der udvikles nogle klare formuleringer af, hvad der skal ske i skolen, hvilke mål der skal stræbes efter, hvad der er succeskriterierne for et godt skoleår og for en god skoledag.

Det er helt utilstrækkeligt at henvise til talkarakterer og Pisa-målinger.

Det er helt utilstrækkeligt at henvise til forskellige økonomiske tal og mål.

Økonomi og Pisa-test er forhold, som man som en selvfølge må tage hensyn til, ligesom man må tage hensyn til anden lovgivning og gyldige aftaler. Men inden for dette rum - for der er fortsat et stort rum - skal der tages stilling til en række spørgsmål, principper, værdier - og det er en ledelsesopgave at tage initiativer til processer, der resulterer i, at man - med et gammelt Einstein-citat - finder frem til, hvad der tæller, hvad der skal tælles, og hvordan det skal tælles. Einstein-citatet lyder: »Det er ikke alt, der tæller, der tælles, og det er ikke alt, der tælles, der tæller«. At tælle og måle handler ikke bare om tal, kroner og karakterer. Det handler om alt på skolen, der tillægges betydning, og som derfor skal måles og ledes. »Kun det, der kan måles, kan ledes«, hedder en anden sætning, der kan udledes af almindelig logik, men også af et gammelt Niels Bohr-citat, der lyder: »Intet eksisterer, før det kan måles«. Man skal huske: Man kan - og skal - måle både kvantitativt og kvalitativt. Man kan måle med tal og med ord. Man kan ikke lede, medmindre man har noget at lede efter.

Steen Hildebrandt er adjungeret professor i lederskab ved CBS, Handelshøjskolen i København. Hildebrandt har modtaget flere priser for sin forskning i ledelse og har blandt andet skrevet bogen »Børnene er det vigtigste - fremtiden, skolen og barnet«. Sammen med professor 
Per Fibæk Laursen har han også skrevet bogen 
»Når klokken ringer ud. Opgør med industrisamfundets skole«.