Der er forskel på kriser og på, hvor dybt de rammer på en arbejdsplads. Men uanset hvordan man ser på det, hører den, som Kirke Saaby Skole har været igennem, til i den tunge ende.

I løbet af 2007 og 2008 mistede skolen i landsbyen mellem Roskilde og Holbæk 22 af 30 lærere. To ledere sagde op, og 60-70 af eleverne sivede væk. De fleste af lærerne fik job på andre skoler, men en lille håndfuld måtte igennem langvarige sygemeldinger, to af dem blev afskediget, og en er blevet tilkendt førtidspension. Alt sammen på grund af problemer i samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere.

Alvoren er ikke til at komme uden om. Det er derfor oplagt at spørge, hvorfor det gik så galt, og hvordan andre kan undgå at komme i en tilsvarende situation.

Det første spørgsmål har ikke ret mange af de involverede lyst til at svare på. Man er bange for, at det skal få krisen til at blusse op igen, og at det kan forsinke det genopbygningsarbejde, som ledere og personale er godt i gang med.

Spørgsmålet om, hvordan andre undgår noget tilsvarende, synes de fleste derimod, at det er meget relevant at svare på.

»Jeg har været lærer i folkeskolen i 34 år. 30 af dem på en skole, hvor alt gik, som det skulle. De sidste fire på Kirke Saaby Skole gav mig posttraumatisk stresssyndrom. Så der er al mulig grund til, at andre undgår sådan en situation«, siger Claus Hauerslev.

Reager tidligt

Han er forhenværende lærer og forhenværende sikkerhedsrepræsentant på Kirke Saaby Skole.

»Jeg havde næsen temmelig tæt på ilden, men det eneste, jeg fra en medarbejdersynsvinkel kan se, at vi kunne have gjort anderledes, var at reagere tidligere. Vi skulle have handlet et par år før. Det kunne have forhindret, at arbejdsmiljøet blev helt ødelagt«, fortsætter Claus Hauerslev.

Knas i samarbejdet på en skole skal tages i opløbet. Medarbejdernes repræsentanter skal ikke være bange for at konfrontere ledelsen med problemerne, selvom de kan være svære at konkretisere, og selvom de måske kun eksisterer som dystre snakke mellem kolleger på lærerværelset, lyder meldingen fra den forhenværende sikkerhedsrepræsentant.

En anden forhenværende, Torben Johannesen, som var tillidsrepræsentant under en del af konfliktforløbet, har dette råd:

»I skolebestyrelsen og i andre fora, hvor ledelse og medarbejdere er repræsenteret, gælder det om at få beslutninger og diskussioner skrevet ned, så man kan dokumentere, hvad der er foregået. Det, der ikke er skriftlighed omkring, tæller ingen steder, når parter uden for skolen som kommune eller KL bliver inddraget«.

For sent, når bægeret flyder over

For lærer Karin Frydendal blev utrygheden og konfrontationerne for meget, så hun har måttet forlade arbejdsmarkedet efter konflikten.

»Hvis man skal undgå et sammenbrud som det, vi oplevede, handler det først og fremmest om, at ledelsen skal lytte til medarbejderne. Ambitiøse mål for en skole er okay, men hvis lederen vil nå dem hen over hovedet på medarbejderne, er det dømt til at gå galt«.

Det er et klart faresignal, hvis medarbejderne begynder at blive bange for at gå til ledelsen med problemer, mener hun.

»Når lærerne nøjes med at snakke indbyrdes, fordi de er bange for lederens reaktioner, er der allerede gået betændelse i arbejdsmiljøet. Det giver en latent mulighed for at ende i en umulig situation«, siger Karin Frydendal.

Medarbejderne bør på et tidligt tidspunkt involvere overordnede beslutningstagere i situationen, mener en anden af de tidligere lærere, Mette Trostmann:

»Vi forsøgte i for lang tid at tale os til rette. I stedet burde vi have henvendt os til forvaltningen og kommunen for at bede om hjælp til at løse konflikten. Når bægeret flyder over, er det for sent«, argumenterer hun.

Forhenværende skoleleder Mia Kastberg har draget nogle andre konklusioner end medarbejderne.

»Når man undsiger dialog, går det galt«, siger hun. »Det gælder om hele tiden at holde en dør åben mellem medarbejdere og ledelse, så situationen ikke bliver låst fast. Er der ingen direkte kommunikation, er det næsten uundgåeligt, at konflikten eskalerer, og at man kommer til at gå efter manden i stedet for efter bolden. Andre tanker og nuancer kan ikke finde plads. Det må have været benhårdt at være med i gruppen, der ikke ville samarbejde - og også at stå udenfor«.

Gå på kompromis

Viceskoleinspektør Alice Knutson er den eneste leder fra den turbulente periode, der fortsat er på skolen. Hun mener, at konklusionen på forløbet er, at man kun kan stoppe en konflikt, hvis man samlet er indstillet på at gå på kompromis.

»Er alle parter villige til at arbejde med problemerne og parate til at forsøge at finde en løsning, er der langt større mulighed for at ende et sted, hvor både arbejdsmiljø og ledelsesvilkår bliver acceptable«, siger hun.

Ingen i den kommunale skoleforvaltning ønsker at udtale sig om forløbet; det ansvar overlader man til borgmester Flemming Jensen. Han er enig med skolens viceinspektør.

»Vores kommune har en organisation og et værdi­grundlag, som går ud på, at problemer af denne art skal løses ude i det yderste decentrale led. Det forudsætter, at man kan føre en dialog, og at man, når problemerne opstår, kan sætte sig ned og i fællesskab skille problemerne ad«, siger han.

Det gælder om at få diskuteret spillereglerne og rollefordelingen på arbejdspladsen, mener borgmesteren.

Man må finde ud af, hvad det indebærer, og man må gøre det, før problemerne vokser sig store.

»Man skal betragte de personalepolitiske regler i en kommune som en værktøjskasse, der kan bruges, hvis der opstår problemer. Derfor bør alle være klar over, hvilke værdier de hviler på, og hvordan de skal forstås«, siger Flemming Jensen.

For og imod åbenhed

En særlig problemstilling handler om, hvem der skal have noget at vide, når arbejdsmiljøet er ved at brænde sammen. Skal skolebestyrelsen? Skal forældrene? Skal hele lokalsamfundet?

Problemerne på Kirke Saaby Skole blev i en periode omtalt mange forskellige steder, blandt andet i de lokale medier.

»Hvis først der for alvor er knas i samarbejdet på en skole, bør man ikke være bange for at lægge problemerne åbent frem. Forældrene har krav på at vide, hvad der foregår, og det vedrører i høj grad lokalsamfundet, hvis en skole er ved at gå op i sømmene«, mener Claus Hauerslev.

Borgmesteren har det modsatte synspunkt.

»Næsten uanset hvordan en konflikt bliver omtalt i medierne, vil det mudre vandene til. Myterne ruller, og problemerne eskalerer. Der er ingen grænser for, hvor mange der har meninger, og alle bliver lige pludselig verdensmestre i at løse konflikten«, siger Flemming Jensen.

Ann Reumert er en af de få lærere, der er blevet på skolen. Hun er i dag tillidsrepræsentant:

»Eleverne kan nemt blive taberne, hvis der er alt for stor åbenhed om en konflikt. Når der hjemme omkring middagsbordene i tide og utide bliver snakket om, hvor dårligt det går på skolen, bliver børnene usikre. Enten skal forældrene beslutte at tage deres børn ud, eller også skal de sørge for, at de har det godt med deres skolegang«, siger hun.

Hun og viceinspektør Alice Knutson taler som med én mund, når de anbefaler, at der skal gøres noget for at kigge fremad, når der har været en alvorlig konflikt på en skole.

På Kirke Saaby Skole gjorde man det ved at indbyde en teatergruppe til sammen med alle, der havde været igennem konflikten, at gennemspille myten om Balters død og gen­fødslen efter Ragnarok.

»Da vi gik derfra, sagde vi til hinanden: Vi ved ikke, om der er lys derude, men vi er villige til at lede efter det«, fortæller Alice Knutson.