Først ombringer man den skole, der bedre end nogen anden, vi har haft, formåede at bibringe eleverne en faglig uddannelse på højt niveau. Så erstatter man den med en skole, hvor den faglige uddannelse er lagt de største hindringer i vejen, fordi man nu vil vægte dannelse og personlighedsmodellering højere end uddannelse. Efterfølgende er man nødt til at bilde befolkningen ind, at fortidens megen faglige viden ikke betyder noget mere, fordi vi er overgået til et »videns«-samfund. Og endelig må lærerne overbevises om, at fagene i virkeligheden ikke har nogen værdi i sig selv. Fagenes værdi ligger alene i det omfang, hvormed de kan tjene personlighedsmodelleringen. Og så er hele grundlaget etableret for Dorte Langes underminering af historiefaget som beskrevet i Folkeskolen nummer 11. Historisk viden er for Dorte Lange ikke noget værd i sig selv som et kronologisk opbygget sammenhængende kendskab til fortiden. I vores fagsvage folkeskole er historie kun noget værd, når faget, i stedet for at give eleverne kundskab om og indsigt i historiske tildragelser, bidrager til dannelsen af noget, der ligger uden for selve fagets afgrænsning, nemlig det demokratiske sindelag med mere. Dette er imidlertid en pervertering af faget. Selvfølgelig burde historie ligesom alle andre fag tillægges en værdi i sit helt eget indhold, hvor den personlige dannelse, herunder demokratidannelsen, så vil kunne afledes undervejs, når det ellers passer naturligt ind i undervisningsforløbet. Og lige så selvfølgeligt bør historiefaget ikke skæres op i emneforløb, som i passende usammenhængende fragmenter skal stå til rådighed som fyld til dannelse af helt andre formål end det rent faglige. Derfor må en »statslig styring« af faget med det formål at »lære fortiden« anses for en nødvendig styrkelse af faget.