I Folkeskolen nummer 7 havde Henning Pedersen en kommentar i Bagsmækken. Denne kommentar er nu også optrykt i »Statspensionisten«, og den er da også ganske relevant.

Blot forstår jeg ikke én ting: At DLF har skuffet Henning Pedersen netop nu.

For DLF har da aldrig kæmpet virkelig helhjertet for pensionisternes interesser. Kongres efter kongres har gennem mange år godt nok vedtaget valne resolutioner om pensionisterne, men disse har hovedstyrelse og formand aldrig kunnet (eller villet) bruge til noget.

Kongresserne har altid lagt vægten på de aktive.

Et eksempel:

For små 20 år siden ville Mogens Lykketoft gerne indgå i forhandlinger om en ny arbejdstidsaftale.

For kongressen stillede jeg det forslag, at man ikke skulle indgå i nogen form for forhandling med Lykketoft, før han havde fjernet samordningsfradraget for statspensionister.

Efterfølgende afstemning jordede mig totalt efter formands og næstformands misbilligende indlæg. Alle mod en.

Hvis Henning Pedersen havde haft hånden oppe samtidig med mig, ville dirigenten nok have lagt mærke til det og dømt alle mod to.

At den senere forhandlede arbejdstidsaftale heller ikke gavnede de aktive, var vel kun retfærdigt.

For selv om kongressen altid har interesseret sig for de aktive, er dette heller aldrig rigtig trængt igennem til hovedstyrelse og formand.