Debat
Kunstrådet sparer på skolekoncerter
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Svend Erik Jensen (Folkeskolen nummer 11) gør sig lystig over min interesse for cirkus og konkluderer, at jeg derfor er god til tryllerier. Og jeg kan helt følge ham, fordi artiklen i nummer 9, »Minister afviser, at der skal spares på skolekoncerter«, for egen regning postulerer, at jeg afviser besparelser på skolekoncerter. Her er i høj grad tryllet med udsagnene, fordi jeg hele tiden har bekræftet, at der vil blive sparet på skolekoncerterne.
Jeg har ved flere lejligheder gjort det klart, at der fra Kunstrådet vil blive sparet 2,1 million kroner på skolekoncerterne, så de får bevilliget samlet ni millioner i 2008 mod 11,1 i 2007. Beskæringen i det samlede tilskud kommer udelukkende fra selve Kunstrådet og beror på dets egen beslutning. Dette har rådet gjort ud fra en samlet prioritering af sine frie midler. Disse midler er underlagt armslængdeprincippet, som Kunstrådet selv beslutter anvendelsen af.
Det skal fra Kunstrådet i denne sammenhæng bemærkes, at der var tale om et ekstraordinært højt tilskud i 2007 på 3,3 millioner. Det tilsvarende beløb var 2,8 millioner i 2006 og 1,5 i 2005.
Jeg har sagt, at en samlet bevilling på ni millioner er udtryk for en substantiel støtte til skolekoncerterne, og jeg er meget glad for, at Kunstrådet prioriterer skolekoncerterne så højt. Det er ikke det samme som at sige, at der ikke vil blive sparet. Her har Folkeskolen virkelig begivet sig ud i trylleri.