Soleklart tilhører jeg den hovedpart af lærerne, der ifølge professorerne Udo Rauin og Mads Hermansen (Folkeskolen nummer 11) ikke er egnede til jobbet, mangler ild i sjælen. Formodentlig burde jeg hverken undervise den øvrige hovedparts børn eller mine egne. Jeg er »pragmatiker«, »traditionens vogter«, »harmonisk« (?) - ja, værre endnu: »hedonist« (»det etisk gode består i lyst og fravær af ulyst«).

Allerede for mange år siden karakteriseredes jeg af Mads Hermansen som uegnet til jobbet. Dengang var vi, så vidt jeg husker, 80 procent uegnede lærere. Nu er vi 66,66 procent. Jeg brændte, som flertallet af lærerne, heller ikke dengang for Hermansens kvaliteter.

Vi, de forkert motiverede, burde som sådan ikke overraskes over, at vi må udskilles af samfundets, skolens korpus, rives ud som en splint, der værker i kødet.

Ja, og dette hvad enten lærere er en mangelvare i samfundet eller ej. Vores slaphed og manglende karakter og vilje til at inkorporere »best practice« vil i sidste ende uddrive os af skolen. Og så bliver der plads, så vil de unge læreraspiranter myldre frem.

Vi er reminiscenser, der mener, at samfundet burde finde andre drivkræfter end den tvangsbetonede og monomane lyst til at eje, beherske og ensrette.

Vi holder dumstædigt på skolen som et sted med pluralisme og menneskelig forskellighed - til glæde for de så forskellige børn.

Vi erindrer, at Nietzsche sagde: »Viljen til system er mangel på retskaffenhed«.

For at undgå yderligere typologisering og renselse af folkeånd og lærerstand kunne man kalde os almindelige - almindelige lærere.

I mellemtiden kunne professorerne Mads Hermansen og Udo Rauin holde sommerferie - i for eksempel Østtyskland.