Uskolet

Endelig sommerferie: Sådan slapper lærerne af

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Billedkunstlærere finder det afslappende at gå i lokale souvenirbutikker og sige ironiske ting om de mest bedårende tøjdyr, køleskabsmagneter og ting af kobber.

Matematiklærere kobler af i den dejligste andengradsfunktion. Bare ligge henslængt og beregne nulpunkter og toppunkt i deres egen bløde parabel eller altså: hængekøje.

Samfundsfagslærere: Sammenlign dén service, dén morgenmad, dén udsigt med, hvordan hjemmesiden beskrev Hotel Paradiso - det siger altså en del om det postfaktuelle samfund.

Tysklærere: Som kulturel mastodont er vores nabo mod syd imponerende af så mange grunde: Fleggaard, Poetzsch Padborg og Otto Duborg er blot nogle få af dem.

Madkundskabslærere nyder at sidde eksotiske steder og fylde sig med eksotiske lækkerier. Og henkastet nævne, hvordan de selv ville have gjort dem lige dét lækrere.

Geografilærere: Hvis det nogensinde skal være, skal det nok være i år. En tur til Arktis og se, om det kan lykkes at smugle et stykke autentisk indlandsis med hjem i rygsækken.

Fransklærere har anskaffet alt det nye Emmanuel Macron-merchan­dise: nøglering, kasket, plakater, paraply, sengetøj. Gør ligesom livet en smule mere … je ne sais pas.

Dansklærere slapper af ved at anskaffe en stak romaner af nye, unge forfattere. Tage et billede og skrive på Facebook, at nu er der endelig tid. Så falde i søvn. Vågne i august.

Biologilærere: 
To ord: Flåt, skalpel.

Fysik/kemi-lærere: Interferens? Jo, men det skal opleves fra en god bænk ved havet. Bølger giver ro i sjælen. Bølger giver ro i sjælen. Bølger giver ro i sjælen.

Engelsklærere: Brexit blev der sagt. Nødt til at blive hjemme med te og scones og »Downton Abbey«.

Musiklærere slapper af på festivaler. Rock, kor, orgel, jazz, alt muligt. Her: Tønder, Roskilde, Nibe, Femø, Vesløs. Nej vent - disse byer har endnu ikke en festival: Hårbølle, Gislev, Bagterp.

Håndværk og design-lærere shopper. Bare ned i det lokale byggemarked og ose. Drømme om pålideligt værktøj og udtænke stabile vitrineskabe med svalehalesamlinger.

Historielærere: Evigt ejes kun det tabte. Som de somre, da man ciklede i plusfours gennem rapsmarker på endeløse grusstier sammen med sommerkjolepigen med det frivole væsen.

Kristendomskundskabslærere bør overhovedet ikke slappe af. Slet ikke i år. Det er 500-året for Luther. Luthers? Et eller andet med Luther.

Natur/teknologi-lærere. Disse fidget spinners, man bliver sgu så træt af ustandseligt at bede eleverne lægge dem væk. Nu er det endelig tid til at kigge lidt nærmere på dem selv.

Idrætslærere er jo faktisk nogle komplette fjolser, når det kommer til disciplinen at slappe af. De er ikke gode til det. Os andre kan man på en måde godt kalde eksperter.