Lige om lidt er sommerferien over os med de lange, varme dage, som vi alle sammen håber kommer til at ligge endeløse foran os. Ligesom i barndommen, hvor sommerferien føltes så lang, at man glemte, at man skulle i skole bagefter!

Vi ville rigtig gerne komme med et hyggelæseblad inden ferien. Men desværre er det ikke helt blevet sådan. For der er ikke så hyggeligt på skolerne i øjeblikket.

Folkeskolen og reformen diskuteres livligt. Det er en diskussion, hvor alle stemmer skal høres: Politikere, forældre og elever - og ikke mindst lærerne. Men noget tyder på, at lærernes stemme er ved at blive kvalt mange steder.

På Folkeskolens redaktion møder vi i øjeblikket flere lærere, som trækker udtalelser tilbage eller ikke ønsker at stå frem og fortælle om deres nye virkelighed - af frygt for repressalier fra ledere, som opfatter kritik og diskussion af konkrete fakta som skemaer og timetal som illoyalitet. Frygten er sikkert nogle gange ubegrundet. Men desværre ikke altid.

I dette blad fortæller vi om lærer Erik Schmidt, som på et lukket møde sagde skolens nye leder imod.

En engageret lærerildsjæl, som har været på skolen i 34 år, som skulle stå for skolens jubilæumsarrangement, og som lige har vundet Danmarksmesterskabet i rap med en af sine klasser. Han fik en advarsel! Negative holdninger og synspunkter lød stemplet fra den nye skoleleder.

Nu kaster Erik Schmidt håndklædet i ringen og forlader skolen. Han er 62 år.

Heldigvis har han valgt at stå frem med sin historie.

Heldigvis, fordi det forhåbentlig kan være med til at skabe debat om, hvorvidt det er en god og demokratisk ide, at de lærere, som skal bære reformen ud i virkeligheden, tager mundkurv på af frygt for at miste jobbet.

Hans historie handler ikke kun om ham og hans leder. Det er også selve debatkulturen i folkeskolen, som står for skud.

Tillidsrepræsentanten siger, at skolen netop har tradition for en åben debat:

»Vi har respekt for, at i sidste ende bestemmer lederen. Men ikke uden diskussioner. Det er på den måde, vi får indsigt, medejerskab og bliver gode drivkræfter for skolen«.

Det er som taget ud af ledelseshåndbogen, så det burde ikke være så svært. Det skal kunne lade sig gøre at bringe kritik frem uden at få advarsler eller blive beskyldt for at være en nej-hat. Hvordan skal offentligheden, politikerne og forældrene kunne forholde sig til, hvad der sker i skolen, hvis lærerne ikke tør sige noget?

Ytringsfriheden er helt afgørende for, at store forandringer som inklusion, reform og arbejdstidslov i folkeskolen får en kvalificeret diskussion, som forhåbentlig kan føre til forbedringer. Det kaldes demokrati. Så hold fast og råb op! Der er brug for det!