Så skal vi reformere!

Rammerne er sat; folkeskolen skal reformeres, lærerne skal arbejde under nye forhold, og inklusion er sat på dagsordenen. I den perfekte verden, eller bare i Canada, havde lærerne været en del af forandringen, man havde haft respekt for lærernes faglighed og praksiserfaringer og taget dem med på råd. I stedet står vi nu over for en lang række forandringer, som er svært overskuelige og giver anledning til store frustrationer. Rammerne for den nye virkelighed er her, og om vi kan lide dem eller ej, må vi forholde os til dem.

Skal vi råbe og larme, skeptisk indtage en »jeg gør kun, hvad jeg skal«-attitude, eller skal vi konstruktivt springe til værks og løfte reformen? Jeg tror, at vi skal det hele, men hver ting til sin tid.

Lærer-Ditte: Vi skal vise vores faglighed

 Sæt grænser

Den største bekymring, jeg oplever blandt lærerne, er spørgsmålet om den øgede undervisningstid. For mere undervisning må angiveligt betyde mindre forberedelsestid, og med dette melder frygten sig for at give køb på integriteten og den faglige stolthed. Selvom det bliver svært, bliver det en nødvendighed at sætte klare grænser for arbejdstiden, både for at beskytte os selv og for at værne om kerneopgaven - at skabe læring og trivsel.

Lærerne har ofte fået kritik for at drive isoleret praksis med døren til klasseværelset hermetisk lukket og uden faglig sparring fra kollegaer. Som med så mange andre myter omkring lærerne tror jeg også, at tiden er løbet fra denne. Jeg oplever en høj grad af faglig sparring, men vi kan blive endnu bedre til at planlægge og udvikle undervisning sammen, så vi i endnu højere grad åbner døren og er hinandens eksperter.

Vær konstruktiv

I modsætning til myten om lærerne som tunge at danse med er det min klare opfattelse, at lærerne ønsker at reformere skolen. Om man tror på reformens indhold eller ej, så rummer den muligheden for forandring. Vi er i høj grad selv med til at udfylde rammerne og forsøge at gøre hverdagen meningsfuld. Lærere er passionerede mennesker drevet af at se muligheder og ikke begrænsninger.

Stiller vi os med korslagte arme, forsvinder gejsten og arbejdsglæden. Det betyder ikke, at vi ukritisk skal iføre os den omdiskuterede ja-hat, men at vi, som vi plejer, skal få det bedste ud af de rammer, vi har at arbejde inden for.

Råb højt

Og så skal vi larme! Når vi kan se, at midlerne ikke slår til, og når skrivebordsarbejdet giver uhensigtsmæssige udslag i praksis, er det afgørende, at vi råber politikerne op. Vi skal hylde ytringsfriheden og sprede budskabet. Selvom en lang arbejdsdag sjældent kalder på overskud til at sætte sig til tasterne, så er det en nødvendighed, at vi gør det. For hvis folkeskolen taber, taber vi alle.

Den største udfordring

Det er mig en gåde, at politikerne valgte at bygge fremtidens skole på et fundament af mistillid til lærerstanden. Selvom reformen, de nye arbejdstider og inklusionen udgør store udfordringer, så tror jeg desværre, at skolens største udfordring ligger i den samfundsmæssige diskurs omkring folkeskolen og lærerstanden. Da KL valgte at udstille lærerstanden som arbejdssky og overprivilegeret, pustede man ild i fordommenes gløder. For hvis arbejdsgiveren føler behov for at udstille medarbejderens uduelighed, så må der vel være noget om det?

Jeg skal sent glemme følelsen under lockouten, når folk tog sig den ulejlighed, i den iskolde aprilmorgen, at rulle vinduet ned og give mig og alle mine kollegaer fingeren, imens vi stod og vinkede langs vejene. Det tillidsbrud, faciliteret af KL, bliver svært at genoprette og kan have alvorlige konsekvenser, som rækker langt ind i fremtiden.

Med sidste års programrække om det kinesiske skolesystem blev det klart for enhver, at folkeskolens disciplin og respekten for læreren ikke er, hvad den har været. Med Niels Egelund i spidsen skreg den danske befolkning på mere disciplin og respekt i folkeskolen. Men hvordan skal man nogensinde kunne forvente, at eleverne møder op fulde af tillid og respekt, når mor og far giver læreren fingeren?

Det er afgørende, at lærerstanden genvinder tilliden og respekten, for uden den kan man reformere og inkludere nok så meget uden resultat.

Genvind tilliden

Skal den tabte tillid genvindes med kinesisk disciplinering? Personligt tror jeg ikke på kæft, trit og retning. Eleverne lærer ikke bedre eller mere af at sidde snorlige og kun tale, når de bliver talt til. De lærer, når læreren formår at skabe et rum af engagement, motivation og gensidig respekt. Jeg tror på respekten for læring, og her er det ikke uvæsentligt, hvad eleverne kommer med af forventninger og fordomme hjemmefra.

Lærerjobbet er en af de mest komplicerede opgaver, jeg nogensinde har stået over for. I sidste års debat omkring folkeskolen blev lærergerningen ofte reduceret til at slå op på den næste side i bogen.

Trods heftig debat omkring forberedelsestiden formåede vi ikke at få forklaret befolkningen kompleksiteten af lærergerningen. Hvis vi skal genvinde respekten, er det afgørende, at vi synliggør dette for både elever og forældre.

Men den helt store indsats for at ændre den offentlige diskurs omkring folkeskolen og lærerne ligger hos politikerne. Som samfundets øverste besidder de definitionsmagten. Men det kræver politisk mod at ændre kurs over for lærerne, for hvis reform og inklusion fejler, ligger det til højrebenet at pege på de genstridige lærere som årsag hertil. Vi har brug for politikere, som tør vise tillid og sætte folkeskolens fremtid over egne personlige ambitioner om politisk karriere.

Når jeg i år synger sidste vers af ferie-sangen, bliver det med et midlertidigt farvel til folkeskolen. Jeg er hverken bitter eller udbrændt. Jeg elsker mit job, men jeg er nysgerrig efter ny viden og håber, at jeg finder den på kandidatuddannelsen på Aarhus Universitet.

Ditte Christiane Jensen har været lærer på Fuglsanggårdsskolen i Virum i otte år. Hun deltog aktivt i debatten under sidste års skolekonflikt og optrådte på DLF's plakater som lærer-Ditte.