9.-klasserne har lige afholdt sidste skoledag. Dette markeres med en række traditioner rundtom på skolerne.

Jeg er i mit 18-årige lærerliv på nogle skoler, senest min datters, stødt på en tradition, der går ud på, at 9.-klasse-elever foretager kåringer blandt skolens elever. Det kan for eksempel foregå på fællessamlinger, hvor de »vindende« elever skal møde op på scenen for at blive kåret til »årets kærestepar«, »årets nuttede«, men også »årets stalker« og »årets møgunge«.

Jeg fatter ikke, at nogen skoler kan tillade dette. Hvordan kan voksne mennesker, der er pædagogisk uddannet, tillade sådanne kåringer. Tænk på det barn, der skal gå i seng om aftenen kåret som »årets møgunge« foran en hel skole. Det er i min verden så langt fra pædagogik, som det overhovedet kan være. Nogle vil sikkert svare, at »det er bare for sjov«. Jeg kan overhovedet ikke se det morsomme i det. Man må kunne finde på andre morsomheder, hvor ingen børn lider overlast, hverken fysisk eller følelsesmæssigt.

Det er de voksnes ansvar, hvad de giver 9.-klasserne lov til at lave på sidste skoledag.

Jeg arbejder på en skole, hvor vi har taget dette ansvar på os. Vi gør os umage for at skabe traditioner, hvor ingen børn behøver at føle sig krænket. Det vil jeg hermed opfordre alle skoler til - andet kan man simpelthen ikke være bekendt, hvis man mener, at man arbejder i en organisation, der baserer sit virke på pædagogiske principper.