Eleverne skal lære mere i folkeskolen. Derfor nedlægger vi 3.000 lærerstillinger og skriver målene om for fjerde gang på ti år.

Hvis du synes, at ovenstående sætninger er det, som vi i min barndom kaldte »Go'da' mand økseskaft«, så er vi fuldstændig enige. Men det er jo den groteske virkelighed, vi befinder os i lige nu.

I sidste uge afleverede formandskabet i Rådet for Evaluering og Kvalitetsudvikling af Folkeskolen (Skolerådet) sine anbefalinger. Overformand Jørgen Søndergaard fortalte, at elevernes udbytte af undervisningen skulle styrkes. Derfor skal målene skrives om. Det vil være fjerde gang i løbet af ti år. De nuværende mål trådte i kraft ved begyndelsen af indeværende skoleår.

Målene skal være mere konkrete. Der skal være mål på flere niveauer, mål i alle fag på alle klassetrin, der skal måles på, om eleverne når målene, og der skal centralt udarbejdes en række opgaver til at understøtte målene. Ideen er, at hvis eleverne kan løse opgaverne, har de nået målene.

Sådan får vi dygtigere elever - hvor svært kan det være?

Som eksempel på, hvad formandskabet mener, nævnte Jørgen Søndergaard i TV-Avisen, at de nuværende mål i idræt fortæller, at eleverne skal kunne springe højdespring, men de fortæller ikke, hvor højt eleverne skal kunne springe. Mener Jørgen Søndergaard i ramme alvor, at der skal sidde en minister og bestemme, at alle elever i 4. klasse som minimum skal kunne springe 120 centimeter, de fleste skal kunne springe 140 centimeter, mens læreren skal formulere individuelle mål for de allerdygtigste?

Hvert eneste barn skal naturligvis springe så højt som muligt. Den dygtige lærer med linjefag i idræt eller lignende kvalifikationer er den eneste, der sammen med eleven kan formulere det konkrete læringsmål for den enkelte elev. Derfor må og skal de centrale mål nødvendigvis være undervisningsmål: Målet med undervisningen i det pågældende fag. Med udgangspunkt i disse mål formulerer den kompetente lærer så konkrete læringsmål for den enkelte elev. Det kan hverken Jørgen Søndergaard, ministeren eller nogen som helst andre gøre.

Formandskabet fremlægger da heller ingen dokumentation for, at sådanne centralt formulerede konkrete læringsmål resulterer i dygtigere elever. Når formandskabet henviser til Finland, skyder det helt ved siden af. For det første er de finske mål ikke spor mere konkrete end de danske, og for det andet er det helt nyt, at Finland overhovedet har undervisningsmål for fagene i løbet af skoleforløbet. Det er altså ikke grunden til de fine Pisa-resultater i Finland.

Mens politikere, journalister og andet godtfolk er optaget af at diskutere formandskabets anbefalinger, lider grunduddannelsen af kommende lærere under massive besparelser, og i kommunerne nedlægges der tusindvis af lærerstillinger. Vi ved, at disse forhold kan få alvorlige negative konsekvenser for elevernes udbytte af undervisningen. Måske var det her, Skolerådets formandskab skulle rette deres fokus!