Den 29. marts i år vedtog samtlige politiske partier i Folketinget en beslutning om at opfordre regeringen til at støtte reformbevægelserne i Nordafrika og Mellemøsten. »Der er behov for støtte til demokrati- og menneskerettighedsprojekter og mellemfolkelige kontakter og til økonomiske og sociale reformprocesser« hedder det i forslaget. Det blev meget positivt modtaget af udenrigsminister Lene Espersen ved fremsættelsen. Hun var indstillet på at forhøje det beløb på 100 millioner årligt, som Danmark siden 2003 har ydet til projekt Partnerskab for Dialog og Reform (som tidligere hed Det Arabiske Initiativ), og som har støttet menneskerettighedsgrupper og mediefolk. Desuden henviste hun til en pulje på 25 millioner, som udviklingsministeren har afsat for at støtte frihedsbevægelserne, især i Tunesien og Egypten. At alle partier fra yderste venstre til yderste højre således kan enes i en fælles positiv og støttende holdning over for overvejende muslimske befolkninger, er i sig selv en fantastisk historie. Men er det nok?

Situationen kan sammenlignes med Murens og Jerntæppets fald. Dengang var den daværende regering meget hurtigt ude med hjælp til Østeuropa. Danmark var et af de første vestlige lande, som formelt anerkendte de baltiske stater. Men desuden blev den såkaldte Demokratifond oprettet. Den gav støtte til, at østeuropæiske embedsmænd, lærere og ganske almindelige unge mennesker kunne komme på besøg og studieophold i Danmark for ved selvsyn at opleve den danske demokratimodel. I perioden fra 1989 til 1997 brugte Undervisningsministeriet 138 millioner på demokratifondsprojekter. Det blev en succes, netop fordi det ikke kun var et anliggende for politikere og topembedsmænd, men også for erhvervsskoler, højskoler og videregående uddannelsesinstitutioner, som var værter for besøgene. Efterfølgende er kontakterne blev brugt i europæiske samarbejdsprojekter.

På den baggrund kan man spørge: Hvorfor er støtte til demokratiprojekter og mellemfolkelige kontakter i Nordafrika og Mellemøsten alene et anliggende for Udenrigs- og Udviklingsministeriet og ikke for Undervisningsministeriet?

Kunne man ikke afsætte en pulje penge til at finansiere lærerstuderende, lærere og skolelederes studieophold i Danmark og til at invitere aktive unge i reformbevægelserne på højskoleophold?

Desuden at støtte skolesamarbejdsprojekter i grundskoler og ungdomsuddannelser i samme størrelsesorden som Comenius-projekterne. De kan give et stort pædagogisk udbytte for et relativt beskedent beløb.

Der er meget bedre muligheder for samarbejdsprojekter i dag, end der var i 90'erne. Elever, studerende og lærere er fortrolige med internettet og de sociale medier, som spiller så stor en rolle i oprørsbevægelserne. Der er arabisktalende elever, studerende, forældre og lærere i alle skoleformer, som kan fungere som mediatorer i samarbejdet og kilder til oplysning om landene. De er vel ikke altid blevet betragtet som resursepersoner, men det kan de blive nu.

Vi kan godt begynde at øve os - Salam aleikum!

»På den baggrund kan man spørge: Hvorfor er støtte til demokratiprojekter og mellemfolkelige kontakter i Nordafrika og Mellemøsten alene et anliggende for Udenrigs- og Udviklingsministeriet og ikke for Undervisningsministeriet?«